Nyt samlet Rigsarkiv i København

Rigsarkivar Johan Peter Noack. - Arkivfoto: Mads Winther
Rigsarkivar Johan Peter Noack. - Arkivfoto: Mads Winther
Lyt til artiklen

Dansk Folkeparti kan meget vel gå fra at være udslagsgivende til overhovedet ikke at give udslag. Kulturminister Brian Mikkelsen (K) har nemlig ikke opgivet planen om at bygge et helt nyt Rigsarkiv, erfarer Politiken. Det står fast, at det nye arkiv bliver placeret i Københavnsområdet, og alt tyder på, at regeringspartierne vil finde en ny samlet løsning med Socialdemokratiet og midterpartierne. Brian Mikkelsen, der for øjeblikket er på ferie, anser, i lighed med rigsarkivar Johan Peter Noack, den nuværende konstruktion, hvor arkivet er spredt mellem de historiske bygninger på Slotsholmen og fjernlagre i Københavns omegn, for både dyr og uhensigtsmæssig. Det er ellers den løsning, Dansk Folkeparti anbefaler som det billigste alternativ til Odenseløsningen. Partiets kulturpolitiske ordfører, Louise Frevert, ser ingen problemer i, at Rigsarkivet lang tid fremover bliver på Slotsholmen og klarer pladsproblemerne ved udbygning og modernisering af fjernlagrene. Dermed har Dansk Folkeparti dømt sig selv ude, lyder vurderingen i Kulturministeriet. Ensomt folkeparti Ud over de to regeringspartier går Socialdemokratiet til de kommende forhandlinger med et åbent mandat. Undtagen på ét område, understreger kulturordfører Jytte Andersen. »Rigsarkivet skal ligge i hovedstadsområdet. Det er ikke til diskussion«, siger hun. Hvad selve indretningen angår, peger hun på flere muligheder, og hun udelukker ikke, at Ørestadsløsningen skal genoplives. Heller ikke Det Radikale Venstre, afviser en placering i Ørestad, men kulturordfører Naser Khader mener, at det vigtigste er en samlet løsning. »Den midlertidige løsning med fjernarkiver skal ikke gøres permanent. Jeg tror på, at det er muligt at finde et sted i København. Jeg har fået flere henvendelser fra byggeentreprenører, der peger på steder i samme prisklasse som i Odense«, siger Naser Khader og nævner Islands Brygge som en mulighed. Ifølge Ritzau mener også Kristeligt Folkeparti, at arkivet skal samles og det i København. Tvivl om mulig samlet løsning Men selv om alle foretrækker et nyt Rigsarkiv i hovedstaden, er ikke alle sikre på, at det kan lade sig gøre. Til Ritzau siger SF's Aage Frandsen, at han foretrækker en samlet løsning, men at han tvivler på, at det er muligt. Det samme mener Venstres Ester Larsen. »Der er ikke de store friarealer i København, så det kommer til at knibe. Man vil have det hele, og det kan ikke lade sig gøre«, siger hun beklagende. Enhedslistens kulturordfører, Søren Søndergaard, efterlyser en eksperthøring, der kan kvalificere den politiske beslutning om en placering. Ledige byggegrunde i København Skal der findes en grund i Københavns Kommune har overborgmester Jens Kramer Mikkelsen allerede en fire-fem forskellige private grunde i tankerne. Han vil dog ikke sige hvor. »Vi vil ikke være med i den almindelige konkurrence, hvor kommuner byder ind. Vi havde fem års samarbejde om et Rigsarkiv i Ørestad, og hvis kulturministeren vil genoptage samarbejde med os om en grund, så kan vi være parat i løbet af en time«, siger Jens Kramer Mikkelsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her