Ny kirkeleder med stærke meninger

Lyt til artiklen

70 millioner anglikanere i Storbritannien, Afrika, Australien og USA har fået nyt overhoved. Det er den 52-årige ærkebiskop af Wales, Rowan Williams, der tirsdag blev udpeget som den 104. ærkebiskop af Canterbury - og dermed øverste leder af den anglikanske kirke, formelt kun overgået af dronning Elizabeth. Rowan Williams bliver betragtet som en yderliggående liberal kirkeleder, der ikke er bange for at stå ved sin mening. Direkte ud i minefeltet Han går for eksempel ind for, at kirken skal løsrives fra staten, at bøsser og flere kvinder skal kunne blive præster, og at fraskilte skal kunne gifte sig igen i kirken. Det sidste kan den britiske tronfølger prins Charles og hans kæreste Camilla Parker Bowles få glæde af. Rowan Williams trådte da også direkte ud i et minefelt tirsdag, da han understregede, at USA's eventuelle angreb på Irak i krigen mod terrorisme skal være internationalt støttet. »Jeg kan kun gå ind for militær aktion imod Irak, hvis FN har afklaret grundlaget«, fastslog den nyudnævnte ærkebiskop. 'Umoralsk og ulovlig' Han har tidligere sagt, at en amerikansk invasion i Irak vil være »umoralsk og ulovlig«. Han har også kaldt militæraktionerne i Afghanistan for »moralsk anløbne«. Rowan Williams er blevet udpeget af Tony Blair. Den britiske premierminister kunne vælge fra en liste med to navne, som den anglikanske kirkes ledelse har været måneder om at nå frem til. Williams skal afløse George Carey, som til oktober trækker sig tilbage efter 11 år i Canterbury. Han bliver den første ærkebiskop, der er hentet uden for England, siden den anglikanske kirke løsrev sig fra den katolske kirke i 1534 - to år før Hans Tausen fik gennemført den protestantiske reformation i Danmark. »Premierministeren mener, at Williams' visdom, intellektuelle anseelse og dybe åndelighed vil være uvurderlig, når han skal føre den anglikanske kirke gennem en stadig mere kompliceret og udfordrende fremtid«, sagde Tony Blairs talsmand. Magisk kvalitet Rowan Williams er født i Wales i 1950 og opkaldt efter et træ, der er kendt for sine magiske kvaliteter. Han taler syv sprog flydende, udgav sin første bog som 29-årig og blev som 36-årig den yngste teologiprofessor på universitetet i Oxford. I 1992 blev han biskop af Monmouth og i 2000 ærkebiskop af Wales. I 1985 blev han arresteret, mens han reciterede salmer midt på startbanen på en amerikansk luftbase i Storbritannien. 'Mere mod og initiativ' Og han har opfordret Labour til at vise »lidt mere mod og lidt mere initiativ« for at udligne samfundets skævheder. Den nyudnævnte kirkeleder indrømmer, at han er begejstret for tv-tegneserien 'The Simpsons', som han kaldet for »et af de mest skarpsindige stykker propaganda for fornuft, ydmyghed og dyd«. Men Rowan Williams er bestemt ikke begejstret for alle tegnefilm. Tirsdag kritiserede han forbrugersamfundet, underholdningsgiganten Walt Disney, børnetalentshow og computerspil til børn for at udvikle dem alt for tidligt seksuelt og lokke dem ind i forbrugsræset. Ærkebiskoppen er gift og har to børn, og han indrømmer gerne, at han ikke har tid til bøn om morgenen, fordi han har for travlt med at sende børnene i skole. 'Jeg har meget at lære' Men han skal også selv i lære til det nye lederjob: »Der er mange nye ting, jeg skal lære: Hvordan man taler om Gud i denne udadvendte stilling, midt i en kultur, der - selv om den viser nostalgi over for, fascination af og hunger efter det spirituelle - generelt er skeptisk overfor kristendommen«, konstaterede Rowan Williams.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her