Den engelske kunsthistoriker Carol Ann Lee, hvis bog om Anne Frank 'Roser på jorden' blev pænt modtaget af den danske presse i 1999, hævder i en ny bog at afsløre, hvem der i 1944 angav den jødiske familie Franks skjulested til Gestapo. Familien Frank og nogle venner, i alt otte personer, blev som følge af angivelsen sendt i koncentrationslejr, hvorfra kun Annes far Otto Frank kom levende ud. Lagerforvalter i søgelyset Anne Frank, der var født i 1929, førte dagbog i de næsten to år, det lykkedes familien at skjule sig i et baghus i Amsterdam, og denne dagbog blev efter krigen en af dokumentarlitteraturens klassikere og et gribende symbol på nazisternes jødeudryddelser. I 'Roser på jorden' afslørede Carol Ann Lee trods visse løfter ikke, hvem det var, der havde stukket de skjulte jøder, men trykte en vens brev til Otto Frank med navnet på en småkriminel lagerforvalter, som dog erklærede sig uskyldig, inden han døde i 1971. En rengøringskone, som ville beskytte sin mand, har også været udlagt som den skyldige. Men nu har Carol Ann Lee, der er bosat i Amsterdam, igen skrevet en bog om Frank-dramaet. Småkriminel antisemit mistænkes Den har titlen 'The Hidden Life of Otto Frank' og tager udgangspunkt i endnu et brev, denne gang med en anden mistænkt småkriminel antisemit som hovedmistænkt. Også han er for længst død. Jagten på den skyldige stikker er først og fremmest et led i hollændernes kommen til rette med deres svigt af jøderne under den tyske besættelse, hvor 70 procent af Hollands jødiske befolkning, ca. 100.000 mennesker, blev myrdet. Ny undersøgelse af familiens arrestation Bogen, der udkom i England og Holland 5. juli, har givet anledning til, at det hollandske institut for krigsdokumentation vil genoptage sine undersøgelser af omstændighederne ved familien Franks arrestation. Dette forskningsinstitut, der er finansieret af regeringen, førte for nylig ved sin undersøgelse af de hollandske soldaters svigt ved massakren i Srebrenica i 1995 til hele regeringens afgang. Dusør på jøder Den nu mistænkte stikker, Anton Ahlers, var en ung, notorisk antisemitisk forretningsmand. I 1944 var han fallit, og på det tidspunkt var prisen for hver jøde, man angav, steget til 40 hollandske gylden, hvad der nu svarer til 250 dollar. Penge kan således ifølge Lee have været Ahlers' motiv. Hendes teori er, at Ahlers kendte til familiens skjulested og pressede penge af konservesfabrikanten Otto Frank, inden han fik nogen til at ringe til Gestapo i Amsterdam 4. august 1944. Gådefulde relationer For Carol Ann Lee mener ikke, det var Ahlers selv, der ringede. Men hans forhold til Otto Frank var gådefuldt, og det er dette 'skjulte liv' den nye bog handler om. Mærkeligt nok bad Otto Franks den hollandske regering om at løslade Ahlers, da denne efter krigen blev fængslet for kollaboration med tyskerne og forræderi mod jøder. Og ifølge Lee havde Ahlers også andet på Otto Frank end kendskab til hans skjulested: i 1960'erne skrev Ahlers således til en journalist, at Frank havde solgt fødevarer til tyskerne - en påstand, der, hvis bekræftet, ville være dræbende for Franks internationale status efter krigen. Frank vidste for meget I et interview i The International Herald Tribune siger Carol Ann Lee, at foruden antisemitisme og pengenød havde Ahlers endnu et motiv for at ønske Frank af vejen: Han havde været vidne til Ahlers' kollaboration med tyskerne. Otto Frank, der døde som 91-årig i 1980, tilbageholdt hele livet fem sider i datterens dagbog, hvor hun kritisk beskriver forældrenes ægteskab. De fem sider dukkede op hos en tidligere ansat på Anne Frank Museet i Amsterdam i 1998, for sent til at komme med i den seneste, 'definitive' og kildekritiske udgave af 'Anne Franks dagbog', som har solgt i millioner på 50 sprog.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








