DR vil bruge flere eksperter

Lyt til artiklen

Danmarks Radio vil gøre en særlig indsats for at få nye ansigter på skærmen og nye stemmer i radioen, når man i nyhedsudsendelserne inviterer eksperter til at kommentere aktuelle begivenheder. Aviser og elektroniske mediers brug af eksperter er mangedoblet i løbet af de senere år, forklarer nyhedsdirektør i DR, Lisbeth Knudsen, men det er desværre ofte de samme eksperter, der bruges igen og igen. »Vi vil selv tage debatten op internt og vil forsøge at udvide bredden i brugen af eksperter blandt andet ved at henvende os til universiteter og forskningsinstitutter og høre, hvad der sidder af forskere og ledende medarbejdere med en særlig viden inden for forskellige områder«, siger nyhedsdirektøren. I forbindelse med det store magtudredningsprojekt, hvor en række forskere kortlægger magtstrukturerne i Danmark, har det vist sig, at mediernes brug af eksperter er mangedoblet over en årrække. Det er anledningen til Lisbeth Knudsens initiativ, ikke kritikken fra foreningen Kritiske Licensbetalere, som netop har fremlagt sin første rapport om den forgangne måneds nyhedsudsendelser i tv og radio. Venstreorienteret Foreningen, der har Morten Messerschmidt fra Dansk Folkepartis Ungdom som formand, mener at have fundet mange, vægtige eksempler på, hvad den i sin rapport kalder »venstreorienteret propaganda« og klare beviser for, »at DR alt overvejende er en venstreorienteret propagandainstitution, som misbruger sin status og position til at politisere«, som der står. Det var således propaganda, mener foreningen, da Informations chefredaktør David Trads i Radioavisen angreb Dansk Folkeparti. Og da Kjeld Asmussen fra Danmarks Designskole i TV-avisen fortalte om EU og unge, hvilket han ifølge Kritiske Licensbetalere er »fuldstændig ukvalificeret« til og desuden en »erklæret venstreorienteret«. Foreningen er især utilfreds med, at Danmarks Radio, som det hævdes, ensidigt bruger venstreorienterede som eksperter, men også et indslag fra TV-avisen om butikker, hvor der på billederne optræder »uforholdsmæssigt mange indvandrere - blandt andet 2 indvandrerkvinder i muslimsk klædedragt«, faldt foreningen for brystet. Fordi det - som foreningen skriver - er »et klart forsøg på at fremstille det som en naturlig del af dagligdagen at bo i et multietnisk samfund«. Ensidig rapport Rapporten kunne have skabt en relevant debat, mener Lisbeth Knudsen, men gør det ikke. Foreningen går nemlig ensidigt efter personer og synspunkter, den ikke sympatiserer med. »Det er en panikreaktion«, siger formanden for Kritiske Licensbetalere, Morten Messerschmidt, der mener, at DR udmærket ved, at foreningen har ret og derfor kun kan reagere på to måder. »Enten ved at sige, at vi tager fejl, eller ved at rette ind. Og de gør altså det første«, siger han. 'Men er det objektivt at sige i Orientering, at det bedste, der kan ske for Italien, er, at Berlusconis regering sættes fra magten? Eller når Barbara Gram i Deadline siger, at den rige verden er ligeglad med, at de fattige dør af aids? Vi bruger jo masser af penge på at hjælpe i kampen mod aids«. »Der er så mange eksempler, og man skal enten være meget svagt begavet eller politisk forudindtaget for ikke at se det. Og jeg tror, det sidste er tilfældet«, siger Morten Messerschmidt. Danmarks Radios nyhedsudsendelser skal være alsidige, understreger Lisbeth Knudsen, men over tid, ikke nødvendigvis indslag for indslag. Og Kritiske Licensbetalere glemmer at skelne imellem politiske udsagn fremsat af journalister og udsagn fremsat af kilder, der netop er inviteret i studiet for at udtrykke deres holdninger. »Vi vil gerne have konstruktiv kritik, men rapporten virker som et ensidigt forsvar for Dansk Folkepartis synspunkter og derfor desværre ikke særlig egnet til en journalistisk diskussion«. At DR's programmer over tid skulle leve op til kravet om alsidighed har Morten Messerschmidt ikke meget tilovers for. Uanset hvor længe Danske Licensbetalere måler, vil de finde den samme skævhed, mener han. »Om vi så måler i 30 år, vil det aldrig blive alsidigt at interviewe en mand som David Trads, hvis eneste formål her i tilværelsen er at tilsvine Dansk Folkeparti«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her