Stem på Knud!

Lyt til artiklen

Hjælp prins Joachim og prinsesse Alexandra med at finde det rigtige prinsenavn - støt "Folkesagen han skal hedde Knud". Stem i Knud-o-meteret her på siden. Hvad skal Danmarks nye lilleprins hedde? Bagsiden er ikke i tvivl, han skal hedde Knud, for siden arveprins Knud gik bort i 1976, er der ikke kommet nogen ny Knud til i det danske kongehus. Bagsiden har i en række artikler argumenteret for, at prins Joachim og Prinsesse Alexandra bør lade drengen få det gode, danske konge-æt navn Knud, når den lille døbes fredag den 4. oktober i Møgeltønder Kirke. Vi har derfor lanceret "Folkesagen han skal hedde Knud", og fået støtte fra meget højt hold. Hans Excellence, grev Christian af Rosenborg - arveprins Knuds søn og dronning Margrethes fætter - er nemlig protektor for folkesagen. Og hver gang, en læser klikker i Knud-o-meteret her på www.politiken.dk, glæder det protektoren såre! Bagsiden har de seneste uger i en række artikler argumenteret kraftigt for det indlysende rigtige i at lilleprinsen døbes Knud. Dels er der hensynet til at videreføre dette navn i det danske kongehus - fire konger og en række andre blåblodsnotabiliteter har til dato båret dette navn - dels vil det også kunne ses som en passende cadeau til arveprins Knud, der via grundlovsændringen i 1953 så at sige blev skrevet ud af tronfølgen. Og endelig er navnet kernemaskulint. Ligesom Jens fra "Her kommer Jens med fanen". Og en prins bør nu engang have et navn, der klinger af virkelyst og mandsmod. Lejeaftale Hans Excellence, vor protektor, er meget fokuseret på Folkesagens ve og vel. Og han siger rent ud: "Skulle prins Joachim og prinsesse Alexandra spørge mig, vil mit råd lyde: Kald ham Knud". Vor protektor har, meget apropos, i øvrigt netop indgået en lejeaftale omkring skilderhuset "Prins Knud", som Bagsiden var medsponsor af. Dette skilderhus, der også fungerer som kano, deltog i den klassiske sliskesejlads i Gilleje for et par uger siden. Hele Knudkampagnen og Folkesagen er således kompleks, men dog specifikt rettet mod ét: at lilleprinsen får det rette navn. Stem med Derfor: stem med her på siden ved at klikke på Knud-o-meteret, og støt denne vigtige sag. Tryk også på linket, der fører direkte til Bagsidens hidtidige artikler om Knud-problematikken - her er hele forhistorien. Og glem så heller ikke at kaste et blik på Politikens lys-avis, hvis du kører over Rådhuspladsen - her vises dagens aktuelle Knud-o-meter-stand. Et tal, der bare stiger og stiger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her