Politikenfotograf indstillet til 'Nobelpris' i foto

Lyt til artiklen

Politikens fotograf Jan Grarup har dårligt fordøjet laurbærrene og hæderen efter sin førstepris i marts i den internationale World Press Photo konkurrence, før han nu er blandt de ti finalister ud af et par tusinde deltagere fra hele verden til at vinde den amerikanske W. Eugene Smith pris på 35.000 dollar, ca. 280.000 kr. Prisen for et halvt år siden betragtes blandt fagfolk som fotografernes Oscar, mens W. Eugene Smith legatet opkaldt efter den legendariske amerikanske fotograf af samme navn på Life Magazine anses for billedmagernes Nobelpris. Den 33-årige Jan Grarup har allerede vundet et hav af danske og internationale fotopriser for sine humanistisk vinklede reportagefotografier, og for et halvt år siden vandt han 'Pictures of the Year International' kategorien i World Press for sin fotoserie 'Drengene fra Ramallah' fra borgerkrigen i Israel. Rejser til Israel igen Det er samme serie, han nu er indstillet til at modtage W. Eugene Smith Grant in Humanistic Photography for til oktober i New York. Skulle han gå hen og vinde, skal Jan Grarup bruge de mange penge til endnu en rejse til Israel for at lave en fortsættelse af fotoserien. Prisen har eksisteret siden 1980 og er tidligere vundet af nogle af reportagefotografiets superstjerner som James Nachtwey, Gilles Peress og Sebastiao Salgado. Henrik Saxgren er den eneste danske fotograf, der tidligere har været i finalen til at modtage W. Eugene Smith legatet. Jan Grarup ved ikke, hvem han er oppe imod, da navnene på de ti fotofinalister først offentliggøres i forbindelse med selve prisuddelingen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her