Operaelskere kan roligt blotte tænderne og skrue det store smil på. De kan nemlig glæde sig over, at Den Jyske Opera sammen med selskabet Dansk Erhvervsprojekt A/S planlægger at bygge et nyt operahus i Århus Havn med plads til 800-1.000 gæster. Planen er, at byggevirksomheden Dansk Erhvervsprojekt A/S køber en af de gamle bastioner i den indre Århus Havn og betaler for operahuset, som er tegnet af firmaets egne arkitekter. Efterfølgende lejer selskabet det nye hus ud til Den Jyske Opera på en kontrakt, der løber minimum 20 år. »Operahuset vil kaste billigere og bedre opera af sig«, siger Troels Kold, operachef på Den Jyske Opera. Operaen er spredt over hele byen I øjeblikket er operaens produktion spredt over hele Århus. Kostumer, kulisser og ansatte bevæger sig hver dag rundt mellem operaens fire lokaliteter i byen. Det gør produktionen langsommelig, besværlig og dyr. Samtidig er salen i Musikhuset Aarhus, hvor Den Jyske Opera har til huse, ikke kun bygget til opera, men også til ballet og musicals. »I et nyt hus kan vi få samlet skrædderi, lager, prøver og administration under ét tag. Det vil gøre produktionen billigere. Og huset bygges efter vores ønsker. Det betyder, at salen bliver indrettet udelukkende til opera. Det vil give publikum en bedre oplevelse«, siger Troels Kold, der understreger, at Den Jyske Opera i fremtiden vil turnere lige så meget som nu. Den Jyske Opera har i de sidste par sæsoner haft stor succes på tilskuerfronten. Unge, der tidligere har opfattet opera som gammelt, støvet og finkulturelt, har nu fået øjnene op for kunstarten. Sideløbende har operaen haft vokseværk, så antallet af opførelser og ansatte er fordoblet på to år. Ifølge operachefen kommer operahuset ikke til at koste skatteborgerne en krone ekstra. »Vi kommer ikke og beder hverken kommune, amt eller stat om flere penge. Det tør jeg godt garantere«, siger Troels Kold. Og tilføjer, at der kommer over 200 arrangementer om året i operahuset plus gæstespil og udvekslinger. Kommunen er positiv Onsdag indleverede Den Jyske Opera og Dansk Erhvervsprojekt A/S deres fælles projektforslag til Århus Byråd, som efter en offentlig høring skal godkende planerne, før det første spadestik kan tages. I bedste fald vil Operahuset stå klart om to et halvt år. Og noget tyder på, at kommunen tager imod tilbuddet med åbne arme. »Der var yderst positive reaktioner fra samtlige partier. Operahuset vil give kulturlivet en saltvandsindsprøjtning i bynære omgivelser på havnen«, siger Torben Brandi Nielsen (S), kulturrådmand i Århus Kommune. Borgmester hilser planerne velkommen Louise Gade (V), borgmester i Århus, hilser også gaven til byen velkommen. I lyset af Den Jyske Operas store tilskuersucces har kommunen selv overvejet, om et særskilt operahus ikke var på sin plads. »Men det er strandet på økonomi. Derfor glæder det mig, at en privat virksomhed finder det attraktivt at bruge penge på et operahus. Jeg tvivler på, at borgerne havde fået et nyt operahus uden penge fra en investor«, siger Louise Gade. »En placering på havnen lyder som en god idé. Det vil bringe mere liv og flere aktiviteter til havneområdet, og det kan jeg kun hilse velkommen«, siger Louise Gade. Bygherren planlægger at etablere en 'operaplads' foran selve operahuset for at skabe et nyt samlingspunkt i det århusianske byliv. Der bliver også plads til både café og restaurant samt liberale erhverv i huset, der efter planen skal ligge på et hævet granitplateau. Ingen huller i kalenderen Direktøren for Musikhuset Aarhus, Hans Hansen, mener ikke, han får problemer med at fylde de huller i kalenderen, der opstår, hvis Den Jyske Opera flytter sine aktiviteter over i et nyt hus. Tværtimod. »Et nyt operahus vil give Århus et internationalt præg med en bred vifte af kulturelle tilbud. Det betyder, at flere turister vil lægge vejen forbi byen, når de besøger Danmark. Det vil smitte af på Musikhuset og hele Århus' kulturliv«, siger Hans Hansen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








