Spil spillet, køb musikken

Lyt til artiklen

Musikbranchen har et problem. De unge tunge musikforbrugere mellem 15 og 25 år henter deres musik ned fra internettet, og som salt i såret langes tusindvis af blanke brændbare cd'er over salgsdiskene, mens de originale cd'er samler støv på hylderne. Musikbranchen har en løsning. For første gang nogensinde lanceres et større soundtrack fra et computerspil direkte målrettet mainstreampublikummet. Hurtigst sælgende spil til PlayStation 2 Computerspillet 'Grand Theft Auto: Vice City' udkom 8. november og erobrede på rekordtid titlen som det hurtigst sælgende PlayStation 2-spil både i Danmark og i resten af verden. Spillets stil er inspireret af 1980'er-tv-serien 'Miami Vice', så al musik i spillet og på soundtracket består af originale 80'er-hits fra musikere som Toto, Michael Jackson, Bryan Adams og Laura Branigan. »Det er blevet sværere og sværere at sælge ordinære musik-cd'er, så en af hovedårsagerne til at gå ind i dette samarbejde er, at det er et helt nyt marked og en ny måde at sælge musik på. Dette soundtrack er en chance, men det er svært at være pessimistisk, når spillet sælger så godt«, siger Bjørn Bengtsson, produktmanager hos Sony Music Nordic, der udgiver soundtracket. Genialt »Det er den mest geniale form for markedsføring af ældre musik, jeg længe har set«, siger Martin Folmann, forretningsudvikler hos konkurrenten Universal Music Danmark. »For hvor mange ville købe en almindelig opsamlings-cd med Laura Branigan i dag? Så snart man markedsfører musikken sammen med et andet produkt, bliver den cool, og ved at bringe musikken ud til spilforbrugerne får den ny relevans og bliver funktionel på et helt andet plan end tidligere«. Pladeselskabet EMG Music ser samme salgspotentiale, men med forbehold. »Soundtracks til computerspil skal for så vidt behandles ligesom soundtracks til film. Eneste store forskel er, at man bruger meget mere tid på et spil end på en film, så derfor hører man musikken mere. Soundtracket skal klæde spillet og omvendt«, siger selskabets direktør, Henrik Daldorph. »Men dette kunne vise sig at være starten på noget, for det giver god mening at bruge denne nye kanal til at komme i kontakt med andre målgrupper. Selv har vi ikke nogen markedsføringsplaner i denne retning på lokalt plan, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis der er flere tiltag på vej internationalt«. Oplagt rollemodel Hos Sony er det er endnu for tidligt at sige, om soundtracket er en succes. »Der vil være to ryk. De købestærke kunder mellem 25 og 35 år med fast job vil med det samme købe soundtracket sammen med spillet. Andet ryk vil komme i julegavesalget, så først i januar måned vil vi kunne vurdere salget«. Martin Folmann fra Universal er dog ikke i tvivl om, at succesen nok skal komme. »Det er en 100 pct. win-win-situation for alle parter. Alle pladeselskabers ældre indspilninger udgør efterhånden en mindre og mindre del af det samlede salg, men hvis man kobler musikken sammen med et spil, får musikken en renæssance både salgsmæssigt og hos forbrugerne. Derfor er dette soundtrack en oplagt rollemodel for et fremtidigt samarbejde mellem forskellige dele af underholdningsindustrien«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her