»Jeg skal have arm«, siger Johanna, når hun lægger sig og ikke kan sove. Så skal man lægge sig ved siden af i sengen og række sin arm hen mod hende. Så kravler hendes lille, varme hånd op i ærmet, og hun aer så nænsomt, så nænsomt den bløde hud på indersiden af armen. Det er så intenst, at det nærmest kilder, og man får gåsehud samtidig. I virkeligheden mærker jeg jo ikke Johannas berøring. Der er selvfølgelig receptorer og sensorer i min hud, der registrerer tryk og temperaturændringer, men den følelse, jeg får, den er jo min og min alene. Men den opstår, fordi en anden vil mig noget. Og sådan er det måske med børn. Pludselig har man to undermålere, der vil én noget, og så er det, man begynder at mærke sig selv.
Nødvendighed giver frihed
Når Christian har ligget i vores seng og er faldet i søvn, så slæber jeg ham ind i hans egen seng. Den vægt af en tung, varm dreng og duften fra hans hud gør, at jeg får benene i jorden og mærker tyngde. Mærker fysikken. Mærker, at der ikke er frit valg. Slipper de indre tankespind og de uendelige muligheder og tilværelsens ulidelige lethed. Friedrich Engels har sagt, at »frihed er erkendelsen af nødvendighed«. På en måde er det næsten ikke til at bære at få børn. Men det blylod, de udgør, er jo altså også med til at give balance. De er en slags pløkker, der holder cirkusteltet fast på jorden. Christian er knap så subtil i sine kærtegn som Johanna. Når man siger »kysse« til ham, tager han beredvilligt sutten ud og giver et stort, vådt snotkys med åben mund. Men nu er det jo altså heller ikke altid, Johanna er så elegant. Den anden dag marcherede hun pludselig taktfast gennem stuen, mens hun for hvert støvletramp råbte: »Røv - pik - røv - pik - røv - pik«.