Polanski - en djævel ved vor barm

Lyt til artiklen

Roman Polanski vandt natten til mandag en Oscar for sin film om en pianist, der overlever Holocaust. Instruktøren var ikke til stede ved gallaen. Han har ikke været i USA siden 1978, da han står til fængsel for sex med en mindreårig. Der er det sjove ved Hollywood og den amerikanske underholdningsindustri som sådan: De hader alt, hvad der er kontroversielt. Og på den anden side elsker de en dark horse, en vinder der kommer ind fra venstre i sidste øjeblik. En mand der nægter at lade sig kue. Om det så er djævelen selv. Og sådan én var den polskfødte instruktør Roman Polanski, som filmbranchen mandag nat dansk tid trykkede mod sin barm, så ikke et øje var tørt. Spænding om vinderen Adrien Brody fik en Oscar for bedste skuespiller som pianisten, der overlever holocaust i Polanskis 'The Pianist', og spændingen skærpedes betragteligt op til den store pris som årets instruktør. Indtil da havde det syntes indlysende, at Martin Scorsese skulle have sit livs første instruktør-Oscar for 'Gangs of New York', men pludselig var intet længere sikkert. Og da Polanskis navn blev læst op, blev navnet da også pligtskyldigst fulgt af oplysningen om, at det amerikanske filmakademi modtager prisen på vegne af Polanski, »som ikke kan være her i aften«. Og hvorfor ikke? Fordi Roman Polanski, i samme minut han sætter sin fod på amerikansk jord, vil blive sat i brummen. Derfor. Manden har ikke indåndet den amerikanske luft, siden han flygtede fra landet i 1978, som 45-årig, for ikke at blive dømt for at have sex med en 13-årig pige. Ifølge den amerikanske anklager havde han drukket pigen fuld og bedøvet hende med piller, inden han forgreb sig hende. Sagen nåede aldrig at komme for retten. Polanski blev fransk statsborger, og hans film siden er blevet mødt med kulde eller nonchalance i Hollywood, der ellers havde været vant til at sympatisere inderligt med manden, hvis unge gravide kone, Sharon Tate, i 1969 var blevet bestialsk myrdet af Charles Manson-klanen. Skabte Rosemarys Baby Inden da havde Polanski indskrevet sig i traditionen over avantgardistiske instruktører, der gradvis bliver mere og mere åbne over for massepublikummet. I Polen påkaldte han sig tidligt opmærksomhed med sorthumoristiske film som 'Kniven i vandet', 'Chok' og 'Blind vej', og i Hollywood lagde han ud med at skabe sin egen helt sublime mareridtsvision i 'Rosemarys Baby' fra 1968. Polanskis verden brød sammen efter mord Kort tid efter ramler hans private verden sammen oven på mordet på Sharon Tate, og den makabre tone i hans film skærpes, uden at den mister sin lystne undertone. 'Macbeth' var Shakespeares drama taget på ordet, og med 'Chinatown' (1974), Polanskis sidste film inden flugten til Paris, leverer han et fuldgyldigt, strømlinet mesterværk, der til og med refererer dygtigt til amerikansk filmtradition. Sejren var hjemme. Men vel var den ej. Polanski flygtede i vanære, og kunstnerisk har han ikke været 'sig selv' lige siden. Overbevisende comeback 'Den nye lejer', hans første franske film, havde herligt paranoide momenter med Polanski selv i hovedrollen, Thomas Hardy-filmen 'Tess' var mere farvelade end indsigt, 'Piraterne' var en fiasko af et omfang, der får filmselskaber til at lukke, 'Frantic' med Harrison Ford var højst gennemsnitlig, og da vi kom til 'Bitter måne' i 1992, var Polanski en behagesyg skygge af sig selv. Et indtryk, der ikke mildnedes efter 'Death and the Maiden' i 1994. 'The Ninth Gate' fra 1999 havde en egen spektakulær fascination, og skal vi tro foromtalen, senest altså det amerikanske akademis prisregn natten til mandag, så er 'The Pianist' et overbevisende comeback. Som en betragter udtrykte akademiets dilemma for nylig: »Om Polanski får en stor pris eller ej afhænger af, om man synes holocaust som emne overtrumfer pædofili som pinlighed«. Det har ikke været nemt for dem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her