Det var en dag af de sjældne. En dag, hvor alt først gik galt. Fra tidligt om morgenen og til et stykke ud på eftermiddagen. Hvorefter billedet pludselig vendte. Og alt gik godt. Ufatteligt godt. Klokken ni om morgenen sad de to antikvariatboghandlere Christian Kaaber og Søren Vangsgaard Gravesen i deres bil midt ude på Lyngbyvejen. Og kunne ikke andet. Bilen var gået i stå. »Hele det elektriske system var kortsluttet«, griner den ene af de to, cand.mag. Søren Vangsgaard Gravesen. »Og vi standsede al trafikken«. En rigtig tychobrahesdag Det var en dag i begyndelsen af februar. De to boghandlere fra Vangsgaard Antikvariat i Fiolstræde var på vej ud i landet for at snuse i andre antikvariaters bogstakke i det håb at gøre et par heldige indkøb. Ud på eftermiddagen - og flere uheld senere - var de nået til Jylland, hvor de aflagde besøg hos en kollega. »Vi fortalte, at vi havde haft en rigtig tychobrahesdag«, forklarer Søren Vangsgaard Gravesen. Tycho Brahe var ikke alene astronom. Han var også astrolog og udpegede visse af årets dage som særligt udsatte for uheld. Deraf udtrykket. »Og så svarede vores kollega, at apropos Tycho Brahe, så havde han denne her bog«, siger Søren Vangsgaard Gravesen. Det bedste fund i årtier Så var det pludselig ikke nogen tychobrahesdag længere. Dagen vendte. Noget så eftertrykkeligt endda. For af kollegaens beskrivelse kunne de to boghandlere udlede, at der var tale om en uhyre sjælden 2. udgave af Saxos Danmarkskrønike. Og at den havde været i den verdensberømte danske astronom Tycho Brahes eje. Det var, siger de, som at finde guldhornene på en boghylde. »Vi spurgte forsigtigt, om bogen var til salg«, siger Søren Vangsgaard Gravesen. Det var den. Og da de en uge senere fik bogen at se, var de ikke i tvivl. Den måtte de eje. »Det er det bedste fund i årtier simpelt hen«, siger hans kollega mag.art. Christian Kaaber. »Der har ikke været noget lignende af ældre, danske bøger. Den er uovertruffen i mange, mange år«. I den forgangne måned har de to stået på hovedet i historien om Tycho Brahe og Saxos krønike. Assisteret af specialister bl.a. fra Det Kgl. Bibliotek. Og nu sætter de så selv deres fund til salg. Pris: 1,3 millioner kroner. Snørklet latin Bogen ligger i en papkasse, der er låst inde i pengeskabet. Søren Vangsgaard Gravesen løfter den varsomt ud, lægger den på bordet og åbner andægtigt kassen, så lyset falder på klenodiet, der har gjort rejsen fra 1563 og til i dag på fornem vis. »Tycho«, står der i toppen af det let skjoldede, gullige omslag. »Brade«, står der i bunden. En tidlig stavemåde for Brahe. »Det betyder bræt«, forklarer Christian Kaaber. »Sådan et var der nemlig i hans våbenskjold«. På ryggen står årstallet: 1563. Og indeni snor bogstaverne sig kroget henover siderne. På særlige sider indrammet af fornemme kanter udført af datidens berømte træskærer Hans Holbein. Og hist og her står der med svungen skrift håndskrevne notater i marginen. Saxo skrev sin krønike omkring år 1200, men på et snørklet latin, som kun samfundets absolutte top evnede at tyde. Når man kender teksten i dag, er det fordi de håndskrevne pergamenter blev fragtet til Paris og trykt i 1514. Senere kom denne bog til, en udgave med mere svung i udsmykningen, trykt i Basel i 1534 og åbenbart købt af en ung mand ved navn Tycho Brahe, da han i 1562-65 var på studieophold i Leipzig. Med på turen havde han en hovmester, Anders Sørensen Vedel, der 12 år senere udsendte den første oversættelse af Saxos Danmarkskrønike til dansk, så landets historie kunne studeres af menigmand. »Når en ung adelsmand blev sendt på dannelsesrejse, fik han en hovmester med, som havde ansvar for finanserne. Så Tycho Brahe kan ikke have købt den bog her uden at spørge Vedel. Og vores gæt er, at det er Vedel, der har købt bogen, fordi han også havde et ansvar for at bibringe Tycho Brahe noget af den stats- og historieviden, som også var meningen med en sådan rejse«, siger Christian Kaaber. Senere fik bogen plads på en hylde i biblioteket på Tycho Brahes verdensberømte observatorium Uranienborg på Hven. Bøgerne tog han med sig, da han flyttede til Prag. Og da han døde i udlandet, blev bøgerne spredt. »Denne bog har været i et ærkebiskopats bibliotek i Prag«, forklarer Søren Vangsgaard Gravesen. Den er sikkert blevet solgt for at skaffe vestlig valuta i tiden kort før Murens fald, mener de to boghandlere. Bogen endte på et antikvariat i Østrig, som solgte den videre til den jyske antikvar. »Han har så haft den liggende i ni år uden rigtig at forstå dens betydning«, siger Søren Vangsgaard Gravesen, men tilføjer, at kollegaen dog forstod tilstrækkeligt til at tage en gedigen pris for bogen. Hul i historien Der findes i forvejen henved 100 eksemplarer af denne bog. Og selv om Tycho Brahes bibliotek er spredt for alle vinde, er dette ikke den første bog, man har fundet fra hans hylder. Det Kgl. Bibliotek har to bøger fra den danske astronoms samling. En tredje står på Universitetsbiblioteket i Uppsala i Sverige. Så hvorfor er denne bog en sensation? »Bogen rager op i mere end en forstand«, siger Christian Kaaber. »For det første er det jo 'Saxos Danmarkskrønike'. En meget betydelig bog. Og så har den været ejet af en af de fem mest berømte danskere nogensinde. Tycho Brahe mere kendt ude i verden end noget andet menneske i Danmark og Norge i sin levetid«, siger han. En anden grund er, at bogen formentlig er købt af Anders Sørensen Vedel, der senere selv oversatte den til dansk. Måske er det endda de to herrer, der har skrevet notater i bogens margin. Endelig rammer bogen ned i et hul i danmarkshistorien. Vi har næsten ingen bøger bevaret fra den tid. De biblioteker, der lå ude i landet, forsvandt stort set under svenskekrigene i 1657-60. Kun København var på danske hænder, og boginteresserede svenske officerer ragede systematisk de bøger, de fandt på deres vej, til sig og sendte dem til Sverige. »Så i Sverige står der meget flotte renæssancebiblioteker på adskillige herregårde, mens vi i Danmark ikke har en stump«, siger Christian Kaaber. De bøger, svenskerne ikke fik fingre i, stod trygt og godt på universitetsbiblioteket i København. For dengang testamenterede danske adelsfolk gerne deres bøger til universitetets bibliotek. »Men de gik alle sammen til i oktober 1728, da København brændte«, siger Christian Kaaber. »Så der er faktisk et hul i vores viden om Danmarks ældre historie«. Flere har allerede udtrykt interesse for at købe bogen. Offentlige institutioner og private. Måske vil også svenske institutioner byde. Tycho Brahe blev født i Skåne. Og som bekendt hører Hven i dag under den svenske krone. Selv håber de to boghandlere, at bogen ender på danske hænder. Gerne i Det Kgl. Bibliotek. Men da jeg spørger, om det kan ende med, at bogen bliver solgt til højestbydende, svarer den ene ja og den anden nej. Så giver de hinanden ret. Herefter bliver svarene mere tågede. »Vi har faktisk ikke afklaret det endnu«, siger Christian Kaaber. »Foreløbig ligger prisen fast. På linje med andre bøger i forretningen«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








