Det kan ikke komme bag på nogen, der har fulgt med i medierne de seneste år, at salget af cd'er i disse år ikke går så strygende som tidligere. Nye tal fra brancheorganisationen IFPI viser nu, at det internationale salg af cd'er efter et par års nedgang, heller ikke i 2002 undgik en dukkert. Salget af solgte cd'er faldt på verdensplan med 6 procent, og det skyldes ifølge branchen stadig primært piratkopieringen. 600.000 job på spil I en artikel på BBC's hjemmeside siger IFPI nu, at den omsiggribende piratkopiering kan komme til at sætte jobbet på spil for 600.000 af branchens medarbejdere. I Danmark var faldet på hele tyve procent, men alligevel siger den danske formand for IFPI, pladeselskabsdirektør i EMI, Michael Ritto om det internationale tal: »Jeg synes nok 600.000 lyder ganske voldsomt. Men det er selvfølgelig helt klart, at hvis man har et hvilket som helst forretningsområde, hvor markedet, som det danske cd-marked, falder med 40 procent på tre år, må det resultere i nedgang. Når der er nedgang, koster det arbejdspladser, og man kan jo også se, at der er selskaber, der må lukke i disse år«, siger han. Ritto siger, at EMI på verdensplan sidste år fyrede 2.000, og at Sony for øjeblikket varsler 1.000 afskedigelser. Der er dog langt op til de 600.000, og han mener, at tallet ikke kun gælder for de reelle arbejdspladser på pladeselskaberne, men for alle de folk, der er tilknyttet branchen i kortere tid ad gangen. Det kan for eksempel være fotografer, stylister eller andre, der ikke har en fast stilling på pladeselskaberne. Som et eksempel fortæller Ritto, at EMI har 50 fastansatte, men over 300 der på den ene eller den anden måde er i berøring med selskabet hvert år. Undersøgelsen viser, at det er lande som Storbritannien, Spanien, Japan og Tyskland, der er med til at hive gennemsnittet for solgte cd'er ned, mens lande som Frankrig og Brasilien som nogle af de eneste har en lille opgang. IFPI har som medlemmer 1.500 pladeselskaber i 76 lande. Branchens sovepude Piratkopieringen bliver i undersøgelsen ikke overraskende udpeget som den største synder i kampen om det købedygtige musikpublikums tegnedrenge, men også dvd'ernes gennemslagskraft får en del af skylden i den nye undersøgelse. Salget af musikvideoer på dvd er steget med 58 procent i 2002. »De ulovlige hjemmesider har, på grund af de hastigt udbredte bredbånd, fået det lettere, og det påvirker industrien. En industri der derudover også skal konkurrere med et stigende salg af andre underholdningsformater som for eksempel dvd'er og nye spillekonsoller«, siger IFPI's internationale formand Jay Berman til BBC. Michael Ritto mener også, der er en nysgerrighed efter de nye dvd'er. Men mener dog samtidig, at man skal tage stigningen på 58 procent med et gran salt. »Når man ser på tallet, skal man lige huske på, at det er nemmere at lave en sådan vækstrate med små tal. Uden at drage nogen sammenligning i øvrigt er det også en kæmpe stigning, hvis noget er steget fra to til fire«, siger han. Det har længe været fremme, at mange af branchens kritikere mener, at anklagerne mod piratkopisterne er blevet en sovepude for industrien. Argumenterne lyder, at hvis branchen, i stedet for udelukkende at fokusere på cd-markedet, havde tænkt sig om i tide, og selv havde givet forbrugerne mulighed for at hente musik til fornuftige priser på nettet, ville situationen i dag være helt anderledes. Det er branchen ifølge Michael Ritto godt klar over, og de er nu også gået ind i arbejdet med at søge lovlige alternativer. »Lovlige alternativer indgår klart som en vigtig del af vores antipirat-kampagne«, siger han. »Vi er godt klar over, at vi har en hundrede gang bedre case, hvis vi har et alternativ«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








