Dyrere at gå til koncert

Neil Young. - Foto: Niels Hougaard
Neil Young. - Foto: Niels Hougaard
Lyt til artiklen

Mens pladesalget er styrtdykket i de senere år verden over, er prisen på koncertbilletter steget. Den udvikling vil fortsætte, spår man i koncertbranchen, hvor man til gengæld kan tilbyde flere »eksklusive« shows til forhøjede priser. 850 kroner for billetterne Da Neil Young for 14 dage siden besøgte Danmark for at give koncert mutters alene i Falconer på Frederiksberg, var billetprisen 850 kroner. Hyren for en aften var med andre ord på den rigtige side af millionen og mere til for den aldrende, canadiske rocker. Selv om den eksorbitante billetpris var en enlig svale, er priserne for at gå til koncert generelt steget. Det gælder især på de største navne, som samtidig sælger flest billetter. »I mange år tog man på turne for at støtte sit pladesalg. Men nu, hvor pladesalget er røget fuldstændig på gulvet, udgiver man nærmest plader for at have et påskud for at turnere. Det er her, pengene skal hentes for musikerne, og det kan vi selvfølgelig mærke på de honorarkrav, der kommer fra især de største navne«, siger direktør Flemming Schmidt fra det store koncertbureau DKB-Motor. Turne var markedsføring af cd Det er DKB-Motor, der arrangerede koncerten med Neil Young og sommerens fire store shows i Parken med Paul McCartney, Rolling Stones, Robbie Williams og Bruce Springsteen. I alle tilfælde ligger billetprisen mellem 500 og 1.000 kroner. »Det plejede at være sådan, at pladeselskaberne betalte deres kunstnere for at turnere. Blev der et underskud, betalte man også det, fordi en turné var en vigtig del af markedsføringen af et nyt album. Sådan er det ikke længere. Tværtimod har pladeselskabet betinget sig, at man får del af overskuddet på en turné ved den meget omtalte kontrakt, Robbie Williams har indgået i USA«, siger den tidligere direktør for Roskilde Festival, der i mange år har fulgt koncertbranchen på tæt hold. Turneer er dyrere Ud over at kunstnere forsøger at tjene de penge ind, de taber på det faldende cd-salg, er udgifterne til turnéer også vokset eksplosivt. »Publikum i dag er ekstremt forvænte og regner med, at man hver eneste aften i en koncertsal kan få den samme oplevelse, som man måske har set på en dvd. Det vil sige, at lyd, lys og andre forhold skal være i orden, og den slags koster mange penge. Det er ikke unormalt, at store amerikanske navne turnerer med 8-10 personer til at tage sig af hver enkelt person i et band. Så løber omkostningerne til rejser og transport voldsomt op«, som Leif Skov siger. Derfor er prisen på især de store koncerter røget i vejret, mens mindre bands stadig holder et nogenlunde stabilt niveau. »Mens pladesalget er faldet, går koncerterne rigtig godt. Folk vil gerne have oplevelser, og det er jo, hvad vi sælger. Men der er grænser for, hvor langt man kan sætte priserne op, hvis folk stadig skal købe billetter. Det oplevede vi, da soulsangerinden Mary J. Blige var i Valby-Hallen sidste år. Da var vi i priskrig med DKB Motor, som bare ville have hende og derfor endte med at betale en klækkelig overpris for at få kontrakten. Derfor måtte de sætte billetprisen så højt, at folk blev væk og de tabte 800.000 kroner på koncerten«, siger Kim Worsøe fra koncertbureauet ICO. Flere dyre koncerter Hos DKB Motor forudser Flemming Schmidt, at der vil komme flere koncerter som den med Neil Young. »Folk har i mange år sagt til de store koncerter: »Det var rigtig godt, men tænk hvis det havde været et mindre sted?«. Det er det, vi nu kan tilbyde med navne som Neil Young og Prince, der begge har været udsolgt i Falconer. Det giver selvfølgelig en bedre og mere eksklusiv oplevelse, og den slags må man betale for. Jo bedre service, jo højere pris. Men generelt er det selvfølgelig i vores interesse at holde priserne nede, så alle kan være med«, siger Flemming Schmidt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her