Dårlig økonomi i nye radiokanaler

Lyt til artiklen

De to nye FM-radiokanaler, P5 og P6, som staten sælger for det højeste bud på en auktion 18. juni, kan meget vel komme til at give ejerne økonomiske problemer. Det vurderer det tyske selskab Eurocast, der er et fælles udviklingsselskab for en række store radiostationer med et samlet dagligt lyttertal på 13 millioner mennesker. For stor risiko Eurocast har i samarbejde med en dansk partner analyseret de økonomiske perspektiver for de to nye danske radiokanaler, og konklusionen er klar: Der er for mange uafklarede og dermed risikable forhold. Eurocast har derfor besluttet ikke at byde på radiostationerne, oplyser udviklingschef hos Eurocast Beate Appel til Ritzau. »Det er svært at se, hvordan der kan skabes økonomi i det. Efter vores tilbundsgående analyser kan vi ikke anbefale nogen at byde på de danske radiokanaler«, siger Beate Appel, der beskriver udbudsvilkårene som »meget specielle«. Koda Gramex-udgifter er ubekendte En af alvorligste usikkerhedsfaktorer, som Eurocast peger på, er det uafklarede fremtidige niveau for Koda Gramex-afgifterne. Et andet problem er uvisheden om, hvorvidt der på et senere tidspunkt kommer en oprydning i FM-båndet, som kan forringe de nye kanalers konkurrencesituation. Tilsyneladende er det ikke kun Eurocast, der har betænkeligheder med de nye radiokanaler. Ifølge Berlingske Tidende skrumper ansøgerfeltet ind her kort før tilmeldingsfristen til auktionen, som er mandag 2. juni. Jyllands-Posten/Politiken er således heller ikke indstillet på at byde på radiokanalerne. »Vores samlede vurdering er, at det vil være vanskeligt i overskuelig fremtid at bygge en sund økonomi op på de kanaler, der nu bliver udbudt. Og vi vil ikke kaste os over radiokanaler, hvor vi ikke kan lægge navn til kvaliteten. Derfor er det usandsynligt, at vi byder«, siger Lars Munch, administrerende direktør i Det Fælles Udgiverselskab. Omtrent samme holdning kommer til udtryk hos Det Berlingske Officin, hvor koncernfinansdirektør Anders Kronborg siger, at »det ser meget, meget svært ud«. Blandt dem, der ifølge Berlingske Tidende er klar til at byde, er TV 2, hollandske Sky Radio og det svenske MTG/TV3. Dertil kommer formentlig amerikanske SBS Broadcasting og svenske Bonnier.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her