Hillary var rasende efter utroskab

Hillary Clinton var langt nede, da det gik op for hende, at hendes mand havde været hende utro. - Arkivfoto: AFP
Hillary Clinton var langt nede, da det gik op for hende, at hendes mand havde været hende utro. - Arkivfoto: AFP
Lyt til artiklen

I en ny bog beskriver den tidligere amerikanske præsidentfrue Hillary Clinton, hvilke følelser og tanker hun havde, da det gik op for hende, at hendes mand havde haft en affære med en ung praktikant. Bogen udkommer samtidig med, at Hillary bliver nævnt som kandidat til præsidentposten i 2008. Hillary Clintons selvbiografi udkommer først i næste uge, men The Associated Press (AP) har fået fat i et eksemplar allerede nu. De afsnit der omhandler Hillarys oplevelse af sin mands affære med Monica Lewinsky har ikke overraskende påkaldt sig størst opmærksomhed. Hjertesorg og raseri Og senatoren fra New York skuffer ikke. I ganske levende og detaljerede afsnit beskriver hun, hvordan»hjertesorg og raseri« ramte hende, da det endelig stod klart, hvad der var foregået. I seks måneder efter at beskyldningerne mod præsidenten var kommet frem, troede Hillary på sin mands uskyld, skriver hun. Han havde fortalt hende, at han var blevet venner med Monica Lewinsky, da hun havde bedt ham om hjælp til at finde job. Bill Clinton sagde, at han havde snakket med hende »nogle gange«, og at deres forhold var blevet fuldstændig misforstået. Sandhedens time Men så, en morgen den 15. august 1998 - to dage før Bill Clinton skulle vidne for en storjury - vækkede han sin kone op for at fortælle sandheden. Mens han gik frem og tilbage langs sengen, »fortalte han mig for første gang, at situationen var meget mere alvorlig, end han hidtil havde erkendt. Han indså nu, at han var nødt til at indrømme, at der havde fundet upassende intimitet sted«, skriver Hillary Clinton ifølge AP. »Jeg var målløs, knust og rasende over, at jeg havde troet på ham hele vejen«. Herefter beskriver Hillary den dramatiske scene der fulgte. »Jeg gispede efter vejret, jeg begyndte at græde og råbe ad ham. 'Hvad mener du? Hvad er det, du siger? Hvorfor løj du for mig?' Jeg var rasende og blev mere rasende for hvert sekund. Han stod bare der og sagde igen og igen, 'Undskyld, undskyld, jeg prøvede at beskytte dig og Chelsea (deres datter, red)«, beskriver Hillary Clinton. Karrieren hjalp hende videre Måneders kølig atmosfære mellem de to fulgte det voldsomme skænderi. Men Hillary fortæller, at hendes beslutning om at stille op til senatet i New York hjalp hende videre. Igen kunne hun snakke med sin mand om ting, der ikke havde med deres forhold at gøre. Hillary Clinton har fået over 18 millioner kroner i forskud for erindringerne, der i alt vil berige hende med knap 50 millioner kroner. Af nogen vil Hillarys bog blive set som et forsøg på at rense luften, inden en eventuelt præsident-valgkamp i 2008, skriver BBC Online.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her