Danmarks Radio supplerer fra 7. september sin række af digitale radiokanaler med en kanal, som vil glæde danske litteraturelskere. Syv dage om ugen fra kl. 12 til 24 vil den digitale litteraturkanal sende oplæsninger, digte, hele romaner, romanføljetoner og andet litterært stof. I forvejen har DR en række kanaler, som for en dels vedkommende er genreopdelte musikkanaler, hvor lyttere kan nøjes med at få lige netop den musik, de bedst kan lide - f.eks. jazz, klassisk, soft pop, rock eller et miks af tidens hits. Der er også programmer med udvalgte samtaleprogrammer fra især P1, en nyhedskanal og en kanal, hvor der bl.a. transmitteres fra Folketinget. Oplæsning af hele romaner Med litteraturradioen på DAB, som de digitale radiokanaler hedder under ét, er det første gang, DR har en hel kanal, som koncentrerer sig om ét specielt stofområde, der ikke sender musik. DR's nye litteraturkanal vil i weekenderne bl.a. have oplæsning af hele romaner, men det bliver også muligt at få de samme værker præsenteret i uddrag, idet de også bliver læst op hen over ugens dage. Genbrug Stoffet på kanalen bliver ikke produceret direkte til litteraturkanalen. Der bliver tale om at genbruge DR's litteraturstof, både nyproduceret stof og guldkorn fra DR's store lydarkiv. De første to uger på litteraturkanalen kommer til at koncentrere sig om Karen Blixen og hendes forfatterskab, og denne model vil også blive brugt fremover på kanalen. Stoffet bliver præsenteret i temablokke over 14 dage og udvalgt af kanalens redaktør Ellen Fonnesbech Sandberg. Kræver digital modtager En betingelse for at kunne modtage den nye kanal er, at man har en digital radiomodtager. Ellers må man som vanligt få litteraturdækningen serveret af DR's Alfabet-redaktion, hvis man ellers kan finde den tidligere P1-kanal, der - til redaktionens og mange lytteres store fortrydelse - nu ligger et sted på P2.
DR vil sende 12 timers daglig radio om bøger
Lyt til artiklen