Beckhams æreløse skift

David Beckham har fundet ud af at synlighed er afgørende. - Foto: AP
David Beckham har fundet ud af at synlighed er afgørende. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Hvis man ved selvsyn vil afprøve, hvor langt Manchester Uniteds fangarme når ud i verden, skal man blot begive sig ned på sin lokale togstation og bede om seneste nummer af fodboldklubbens officielle fanblad. Et tykt glittet magasin, som for længst har fundet sin naturlige plads på hylderne blandt Elle, Vogue, Hustler, Computerworld, The Face, Der Spiegel og alle de andre. Særnummer om Beckham Det seneste nummer, 'The Farewell Issue', er dedikeret fuldstændig til David Beckham, der 2. juli skrev kontrakt med Real Madrid efter en lang karriere i Manchester United, hvor han startede som tolvårig. Med den røde trøje i fokus er bladet, der med garanti også kan fås i Beijing, Seoul og Tokyo, en lang historie om en drengs forunderlige transformation fra fodboldspiller til popkulturelt ikon og internationalt varemærke. Blandt de flere hundrede fotografier, der blandt andet gengiver Beckhams mange forskellige frisurer, falder særligt ét i øjnene. Det er det, hvor den kommende superstjerne ses som dreng sammen med holdkammeraterne Nicky Butt, Paul Scholes, Gary Neville og Ryan Giggs, som alle stadig er med på Manchester Uniteds førstehold. Historien om David Beckham er i høj grad en beretning om sammenhold blandt en gruppe spillere, der har kendt hinanden, før de fik hår under armene, og sammen har ført holdet til den ene triumf efter den anden. Fans i chok Fodboldspillere kommer og går, men kernen af drengespillere, som er vokset op omkring Old Trafford, har holdt sammen og været med til at give fans i hele verden en følelse af, at der stadig er plads til gamle værdier som klubånd, loyalitet og venskab i den stadigt mere kommercialiserede fodboldindustri. Rygterne om Beckhams mulige skift først til Barcelona og siden Real var forsommerens store tabloid-historie i England. Da salget, der indbragte Manchester United ca. 270 millioner kroner, var en realitet, var både engelske fans og aviser i chok. Fansene på grund af den tilsyneladende illoyalitet, sensationspressen, fordi de nu er tvunget til at bemande redaktioner i Madrid, hvor den lokale og nationale presse kort og godt konstaterede, »at Beckham er det største, der nogensinde er sket for os«. Mere end en fodboldspiller Men der er ingen grund til at blive chokeret. Beckham er ikke længere først og fremmest en fodboldspiller. Han er for længst blevet et produkt, som er nødt til at underkaste sig de lovmæssigheder, der gælder i varemærkeverdenen, ligesom Real Madrid gør det. Den spanske mesterklub, der kæmper om at blive et af de fire globale fodboldbrands, der er plads til i verden, har ikke brug for Beckham i hans egenskab af fodboldspiller. Men de har manglet den særlige komponent i Real-brandet, som kan gøre klubben endnu større ude i verden. Beckham er den fodboldspiller, der har størst 'crossover appeal'. Modsat Raul, Zidane, Carlos og Figo og alle mulige andre spillere tiltrækker han som ingen anden spiller folk på tværs af køn, race, nationalitet og alder. Med ham på holdet vil Real kunne få fat i de lommepenge, der ligger i ikke mindst de japanske pigers lommer. Piger, der aldrig har interesseret sig et klap for fodbold, men er blevet suget ind i industrien på grund af Beckhams popularitet - og deres egen drøm om at blive berømte. Synlighed er alt Beckham kan som få andre sparke til en dødbold. Mens hans popularitet skyldes hans evne til hele tiden at genopfinde sig selv som tv-figur. På et dybere plan er en (international) fodboldkamp i virkeligheden en halvfems minutters reklameudsendelse både for spillerne (hvoraf flere selv er individuelle varemærker), deres hold og deres sponsorer. Når Beckham bestandigt skifter frisure, er det fordi han - og hans rådgivere - har indset, at synlighed er alt. At alle de mange øjne ude ved skærmene skal tilfredsstilles på flere planer end det rent fodboldmæssige. Beckham ved, at hans mohikanerfrisure under alle omstændigheder får omtale - også selv om kampen er uendeligt kedelig. Han ved også, at Real er en skalp, han er nødt til at have i bæltet -- fodboldmæssigt, og af hensyn til Beckham-brandet. Overstrålede United Balancen kan selvfølgelig tippe. Det går ikke, at en enkelt spillers brand overstråler holdets. Onde tunger siger, at Manchester, ud over at gå efter pengene, var træt af at have en spiller, hvis karisma truede selve United-varemærket. Nu er det Real, der har problemet. Fremover spiller David Beckham ikke for Vodafone, men for Siemens, der længe har okkuperet pladsen på de spanske spilleres trøjer. Om den engelske poppe- og sparkedreng kommer til at spille en positiv rolle på fodboldholdet Real Madrid, må tiden vise. Den første stamspiller, Makalele, er allerede gået i træningsstrejke, fordi han kun får en femtedel af den løn, manden, der er gift med Spicegirl'en, Victoria får. Makalele er kun fodboldspiller. Han har ikke forstået varemærkelogikkens jernhårde lovmæssigheder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her