Det er ikke ligefrem livets mest muntre sider, der er dominerende som emner for en række af filmene i konkurrenceprogrammet i Copenhagen International Film Festival. Børnemishandling, jalousidrama, krigsforbrydelser og historiske fortrængninger har der for eksempel stået på menuen. Den norske film 'Himmelfald' er i udgangspunktet også i den boldgade. Vi følger en gruppe mennesker, der via tilfældigheder får et skæbnefællesskab bl.a. på et psykiatrisk hospital. Filmen har et markant dansk isæt, idet Kim Bodnia spiller en impotent læge på dette hospital. En af hans patienter med selvmordstendenser spilles af et andet prominent nordisk skuespillernavn, nemlig norske/svenske Maria Bonnevie. Sammen med den debuterende spillefilminstruktør Gunnar Vikene mødte de to skuespillere i går op i Politikens Foredragssal for at fortælle om filmen, som er blevet karakteriseret som noget midt imellem en folkekomedie og så den legendariske psykiatri-film 'Gøgereden'. Foredragssalen, der fungerer som publikumscentrum under festivalen, var trods det noget tunge emne ganske pænt fyldt op. Intervieweren, filmjournalisten Hans Jørgen Møller, måtte selvfølgelig indledningsvis høre, hvordan man kan finde på at vælge et psykiatrisk hospital som omdrejningspunkt for en film. Gunnar Vikene: »Da jeg gik på filmskolen, tog jeg vagter på et sådant hospital for at tjene til studierne, og her fik jeg ideen. Jeg oplevede en masse mennesker, hvis erfaring om livet var, at denne verden er et meget dårligt sted at leve i, men jeg så også, at de selv samme mennesker alligevel kunne fastholde en tro på, at morgendagen kunne blive bedre. Der var en kærlighed til livet alligevel«. Vi følger en række mennesker, hvis skæbner væves ind i hinanden. Er det Robert Altmans klassiker 'Short Cuts', der har inspireret dig? Gunnar Vikene: »Ikke konkret, men der har jo i de senere år været en række film om kollektive skæbner. Ud over 'Short Cuts' har det bl.a. været 'Magnolia' og 'Happiness', og de har selvfølgelig nok rumsteret i baghovedet på mig«. Du måtte gå helt til Danmark for at finde en skuespiller, der kunne spille impotent? »Jeg var lige fra starten ude efter at finde en skuespiller, som skulle kunne agere helt modsat af, hvad man umiddelbart troede, han stod for. Samtidig skulle det være en stærk person, og så kom jeg i tanke om Kim Bodnia. Jeg har set alle hans film og var fascineret af tanken om at sætte ham i denne rolle, hvor han skulle være total modsat af det, vi har set hidtil i hans film«. Deler drømmeMaria Bonnevie, du kan vel vælge og vrage mellem roller. Hvad fik dig til at sige ja til en debuterende instruktør? Maria Bonnevie: »Jeg kunne med det samme lide instruktøren. Vi har en god kemi, deler de samme drømme om livet, og så synes jeg, det er vigtigt med en film, der beskæftiger sig med ensomhed. Vi er alle så gode til at bære en maske, selv om vi er ensomme. Det gør måske situationen lettere her og nu, men på længere sigt kan det være livsfarligt«. Vi har set dig i 'Jeg er Dina' og du er også med i Christoffer Boes prisbelønnede 'Reconstruction'. Er næste karriereskridt en Hollywoodfilm? Maria Bonnevie (med et stort smil): »Jeg har endnu ikke fået et tilbud, men det er nu ikke noget, jeg går rundt og får søvnløse nætter over. Jeg trives vældig godt med mine opgaver her i Norden, og jeg medvirker også gerne i såkaldte mindre film. Forventningerne er ikke så store, og det gør det hele lettere. Jeg har ingen nye filmroller på vej lige nu, men til jul skal jeg igen spille teater på Dramaten i Stockholm. Hvilket stykke ved jeg endnu ikke«. Kim Bodnia, din rolle i denne film er ikke det sædvanlige bulder og brag? Kim Bodnia:»Jeg er normalt eksplosiv på film. Erfaringerne til disse roller henter jeg bl.a. fra min fortid som sportsmand. Jeg løb 100-meterløb, og fik af en polsk træner at vide, at jeg skulle dyrke mine sanser, så jeg kunne få endnu mere eksplosion i mit løb. Det har passet fint til mine hidtidige roller, men til denne film har jeg måttet gå helt tilbage til min barndom. Finde drengens kvaliteter, at skulle lytte, at være tålmodig. Min læge i filmen er nemlig eftertænksom. Jeg skulle finde frem til en mand, der satte sine medmennesker over sig selv. Det hjalp mig faktisk også bare at sidde i bjergene omkring Bergen. Det gav andre perspektiver«. »Og så vil jeg i øvrigt godt sige, at det der med at være impotent altså ikke blot har noget at gøre med ikke at kunne få orgasme. Der ligger mange andre ting i det, og det er noget, som alle forældre bør tænke over, når deres børn kommer i teenagealderen. Det har noget at gøre med følelsen af ikke at kunne slå til, ikke at kunne leve op til bestemte forventninger. Vi mænd har brug for en hjælpende hånd for at kunne hamle op med kvinderne, der kræver mere og mere«, lød det fra Kim Bodnia, der kunne oplyse, at han om kort tid skal være med i endnu en norsk spillefilm, hvor han skal spille en livsklog mand. per.dabelsteen@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








