DR vil have seernes redaktør

Generaldirektør i Danmarks Radio Christian Nissen. - Foto: Claus Lunde
Generaldirektør i Danmarks Radio Christian Nissen. - Foto: Claus Lunde
Lyt til artiklen

I dønningerne efter den sidste tids mange beskyldninger om politisk skævvridning i DR er mediegiganten på vej med en slags 'seernes og lytternes redaktør', som skal samle og måske ligefrem forme klager om til nye programmer. Hård påstand Generaldirektør Christian S. Nissen understreger, at overvejelserne ikke har noget med kritikken eller denne uges udfald fra kulturminister Brian Mikkelsen (K) at gøre. Ministeren påstod tirsdag i Berlingske Tidende, at udenrigsminister Per Stig Møller (K) er blevet truet med at blive hængt i en lygtepæl efter revolutionen af en direktør fra DR. Det afviste Per Stig Møller selv i forgårs. »Det var naturligvis en ubehagelig og hård påstand, som vi var nødt til at undersøge til bunds. Hvorved vi så fandt ud af, at der var tale om en misforståelse. Men generelt er vi i DR tykhudede til at kunne klare kritik, det er vi blevet vant til gennem 75 år«, siger Christian S. Nissen. Minister ærgrer sig Kulturminister Brian Mikkelsen ærgrer sig over, at hans udtalelser om truslerne mod Per Stig Møller blev blandet sammen med en kritik af fortiden i DR i avisinterviewet. »Jeg er ikke ude på at føre felttog mod navngivne personer som en anden Erhard Jakobsen. Jeg fortalte kun om truslerne, fordi de giver et billede af, hvordan stemningen var dengang. Også i DR. Per Stig Møller er blevet truet med både at blive hængt og skudt op ad en mur ved et offentligt debatmøde, hvor også en person, der i dag er ansat i DR, deltog uden at sige fra. Det var ikke ham, der fremsatte truslerne, men derimod en venstreorienteret intellektuel, som stadig spiller en stor rolle i debatten herhjemme«, siger kulturministeren. Hvorfor siger du ikke, hvem det er, så de bizarre trusler kan blive afmystificeret?

»Netop fordi jeg ikke er ude på at ramme enkelte personer. Jeg prøver bare på at beskrive, hvordan stemningen var omkring anderledes tænkende som os konservative i 1970'erne. Også i DR. Det er jo forfærdeligt, at man i ramme alvor kan sidde og sige til en politiker, at han vil blive skudt, når man kommer til magten. Man skal huske på, at man ud fra den stemning fostrede for eksempel kriminelle som Blekingegade-banden«. Den udsprang vel trods alt ikke af DR's programmer?

»Nej, nej, selvfølgelig ikke, men ud fra det klima, som DR også påvirkede med sine udsendelser dengang. I dag er det helt anderledes i DR, og derfor har jeg også gang på gang afvist at gå ind i kritik af enkelte programmer eller medarbejdere i institutionen. Det er slet ikke mit ærinde. Men det er både min ret og min pligt som kulturminister at gå ind i diskussionen om dette store medie, som er finansieret af tre milliarder offentlige kroner«, siger Brian Mikkelsen. I DR afviser Christian S. Nissen ikke, at man engang kunne kritisere institutionen for at have politisk slagside til venstre. »Jeg har fuld forståelse for dele af den kritik, Erhard Jakobsen fremsatte, men det var dengang, og jeg mener, at vi er meget langt fra det i dag«, siger han. Brugernes organ I direktionen i DR arbejder man med planer om at indføre en slags 'seernes og læsernes redaktør', der ligesom eksempelvis Politikens 'læsernes redaktør' skal være bindeled mellem brugerne og mediet. »Det er en ordning, som vi nok kunne få meget ud af. Vi registrerer hvert år 100.000 henvendelser fra seere og lyttere, hvortil kommer masser af opringninger til de enkelte medarbejdere, som slet ikke bliver registreret. Af dem er der 4-5.000 klager, som vi behandler og besvarer. En lytternes og seernes redaktør i DR skal ikke bare være en intern funktion, som tager sig af disse klager og giver os en god dialog med vores kunder, men også en institution, der afføder programmer i radio eller tv«, mener Christian S. Nissen. Efter hvad Politiken erfarer, er planerne allerede så langt fremme, at de muligvis kan præsenteres for bestyrelsen allerede i næste uge. »Det kan jeg ikke kommentere, men umiddelbart lyder det som en god idé. Det må bare aldrig blive opfattet, som om vi skal til at have en form for politisk kontrol af medarbejdere og programmer, for det skal vi naturligvis ikke«, siger DR's bestyrelsesformand, Jørgen Kleener. Jørgen Kleener tager kritikken fra blandt andre kulturministeren med ro. »Den aktuelle debat om DR har mest arkæologisk karakter, så den overlader jeg gerne til folk, der er kyndige i den slags. Hvad angår nutiden, synes jeg, at DR har en dygtig ledelse og mange fremragende medarbejdere, der gør et stort stykke arbejde. Det er ikke mit indtryk, at de repræsenterer bestemte politiske synspunkter i deres programmer. Men hvis politikere eller andre seere mener det, er de selvfølgelig i deres gode ret til at påpege det«, siger Jørgen Kleener. Også kulturminister Brian Mikkelsen hilser en eventuel seernes redaktør velkommen: »Det er ikke noget, jeg hverken kan eller vil kræve eller foreslå. Men det er da en udmærket idé, som kunne blive en stor og mangesidet funktion. Det har vist sig at fungere fint i andre medier. Og vil formentlig kunne være med til at forbedre kvaliteten af DR's udsendelser endnu mere«, mener kulturministeren. SF kræver svar Han slipper ikke for at besvare spørgsmål om sin kritik af DR i Berlingske Tidende. SF's medieordfører, Aage Frandsen, har nemlig bedt Brian Mikkelsen om blandt andet at oplyse, hvem det var, der truede Per Stig Møller. Og om at dokumentere sine påstande om, at grundholdningen i Danmarks Radio var »antiamerikansk, antivestlig og antikapitalistisk«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her