Turèll på auktion: Alt skal væk

Lyt til artiklen

Dødslisten tæller over 100 numre. Alt er med. Hans elektriske skrivemaskine, hans gamle saxofon, hans udstoppede grib. Nogle af Dan Turèlls livsfornødenheder. Ligesom hans sorte hat, hans sorte læderjakke, hans sorte kappe. Og den fede. Tilværelsen igennem sugede forfatteren til sig. Hans arbejdsværelse på Frederiksberg var fyldt med bøger, musik og andre bevidsthedsudvidende stoffer. »To små hashklumper. To tjaldpunge, to portioner pibetobak, en rullemaskine«. »En tjaldvægt, en tjalddåse af blik, en ubestemmelig tjalddims, to tjaldpiber, heraf én chillum«. »To dåser med en gammel, adskilt injektionssprøjte, en kuvert med sjove svampe, to tændstikæsker, et snifglas«. Sådan har Bruun Rasmussen noteret sig i auktionskataloget for 3. december. Stof til eftertanke Et par prøvesnif overbeviser Politikens reporter om, at indholdet i flakonen er en lille, indtørret knold lim. Svampene må botanikerne tage sig af, mens de få gram hash i tobakspungen efter 10 års hengemt tilværelse er helt til grin. Eller er de? Rusmidlet har angivelig tabt sin kraft komplet. Københavns narkopoliti interesserer sig da heller ikke for det. Sådan siger kriminalinspektør Ole Wagner. I dag er de to gamle rygeklumper uden for straffelovens paragraffer og bare en 'kuriositet'. Dem er der mange af i arven efter Dan Turèll. Nu kommer det hele under hammeren. Stof til eftertanke. En halv snes originalmanuskripter, fire breve fra Klaus Rifbjerg, andre litterære korrespondancer, 16 Maylandkalendere med notater og huskesedler foruden et enkelt afslag fra Københavns Universitet. Om en filosofisk doktorgrad i vampyrer. Afslag til salg Det Humanistiske Fakultet nægtede for et kvart århundrede siden at købe Dan Turèlls ansøgning om at få sin bog 'Alverdens vampyrer' underkastet en videnskabelig bedømmelse som doktordisputats. Nu er afslaget fra daværende universitetsrektor Erik Skinhøj til salg for højestbydende. 2. marts 1979 fik den dengang 33-årige forfatter at vide, at »De ikke opfylder betingelserne for indlevering af afhandlinger for erhvervelse af doktorgraden«. Det gik endda. Elektrikerens søn fra Vangede blev en af sin generations mest originale, populære og produktive forfattere. Omkring 100 bogtitler blev det til. Dertil kom oversættelser, forord, avisartikler, antologier, anmeldelser, foredrag, digte, pop-, rock- og visetekster. Dan Turèll var også en flittig bruger af papirkurven. Så ikke mange af hans manuskripter har overlevet deres skaber og mester. Dog er originalpapirerne til romanen 'Det døgn, da ...', digtsamlingerne 'Gud & Gokke', 'Tja-a cha-cha', og 'Nytår i Rom' samt krimierne 'Mord i marts', 'Mord i september', 'Mord på Runddelen', 'Mord i rendestenen' og 'Mord i myldretiden' med på auktionen. Håndskriftafdelingen på Det Kgl. Bibliotek ejer i forvejen enkelte af Dan Turèlls egne maskinskrifter og kommer nok også og byder på nogle af manuskripttilbuddene. Andre kulturhuse som Københavns Bymuseum og Vangede Filialbibliotek mangler penge på indkøbskontoen. Så landets mange Dan Turèll-fans skal nok ikke sætte næsen op efter, at forfatterhulen genopstår som mindestue. Oprindelig var det ellers skuespilleren Chili Turèlls store ønske. Nu har hun affundet sig med, at ægtemandens private ejendele højst sandsynligt spredes for alle vinde til vinter. Tid at rydde op Det elektriske kuglehoved har stået stille i Dan Turèlls arbejdsværelse siden 1993. Hans enke ønsker at få orden i minderne og fortsætte sin egen tilværelse. Derfor sælger hun ud. »For mig er det tid at rydde op i mit liv, give slip på fortiden og sende stafetten videre«, siger den 55-årige Chili Turèll. Det er hendes eneste kommentar til auktionen. Ved siden af ægteskabet, datteren Lotus, vennerne og sit store forfatterskab dyrkede Dan Turèll et særligt udvalg af alle tiders afdøde poeter. Dem, han gerne ville være i klub med. I et par håndskrevne 'stamtræer' angående både prosa og poesi vedkender han sig sin litterære gæld til over en snes af fortidens ordmestre. Såsom Edgar Allan Poe, Jack Kerouac, William S. Burroughs, Graham Greene, Mark Twain, Raymond Chandler, Guy de Maupassant, Gustav Wied, Herman Bang, Allen Ginsberg, Ezra Pound, T.S. Eliot, Lawrence Ferlinghetti, Thomas Kingo, B.S. Ingemann m.fl. Nu kommer disse to sider såkaldte 'introspectioner' under hammeren. Ligesom nogle danske kollegers bøger med dedikationer til Onkel Danny. I 1978 debuterede Michael Strunge med digtsamlingen 'Livets hastighed'. Eksemplaret til Dan Turèll fik en lyrisk hilsen med på vejen: »Kære Dan! Hvis du ikke vil være fed / da løb med hastighed / - vil du gerne have styrke / er dette bogen, du skal dyrke! / Ta' et blik ind i næste årti / og undgå at blive et levende lig! - Michael Strunge, til helvede med år og tal«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her