Københavns turistsymboler taber terræn

De senere år er Wonderful Copenhagen begyndt at markedsføre København som en frisindet by for bl.a. at tiltrække flere bøsser. Her er der gang i den ved årets Mermaid Pride-parade.   Foto: Jan Grarup
De senere år er Wonderful Copenhagen begyndt at markedsføre København som en frisindet by for bl.a. at tiltrække flere bøsser. Her er der gang i den ved årets Mermaid Pride-parade. Foto: Jan Grarup
Lyt til artiklen

Den Lille hyggelige Havfrue og eventyrlige Tivoli. Det er det billede af København, vi præsenterer for udenlandske gæster. Men det er tilsyneladende ikke det billede, de tager med sig hjem. Københavns turismeorganisation, Wonderful Copenhagen, har lavet en analyse af, hvordan København bliver opfattet i udenlandske medier. Knap 6.000 artikler fra udenlandske aviser og blade i perioden 2000-2002 er blevet pløjet igennem. Og konklusionen er klar: H.C. Andersen og Tivoligarden står ikke i høj kurs hos udenlandske skribenter. Kun fem procent af artiklerne handler om 'Det gode gamle København'. København under forandring Det er et bemærkelsesværdigt lavt tal. En undersøgelse fra 1994 viser, at 40 procent af de udenlandske artikler om København dengang handlede om præcis dette tema. Ifølge Christina Eiberg, projektleder på Wonderful Copenhagen, skyldes den hastigt faldende interesse for det klassiske glansbillede af hovedstaden blandt andet, at markedsføringen af København har ændret sig. »Det er vigtigt for os at kunne flytte billedet af 'Det gamle København' for at kunne spille på flere temaer. Medier er generelt mere opmærksomme på, hvad der sker i København, når de ikke hænger fast i et gammelt billede. Vi arbejder på at få præsenteret byen så mangfoldigt som muligt«, siger hun. Større svensk interesse Det, som især har fortrængt de stolte københavnske symboler fra de udenlandske avisspalter, er guider til, hvor man kan gå hen, hvor tilgængelig byen er, metroen, lufthavnen, Øresundsbroen. Over halvdelen af artiklerne fra 2000 til 2002 handler om 'Byens geografi og funktioner'. I 1994 var det kun få procent af artiklerne, der omhandlede dette tema. Det skyldes ikke mindst, at flere svenske aviser og blade har vendt blikket mod den danske hovedstad efter etableringen af den faste forbindelse over Øresund. Og svenskerne har ikke brug for at høre om Havfruen på Langelinie eller verdens ældste kongehus. De vil have praktiske, brugbare informationer, og de vil særligt gerne høre om Københavns kulturliv. Teatre, udstillinger og konkrete begivenheder. Stadig behov for det gamle København Til gengæld viser analysen, at de gamle symboler stadig har ganske godt fat i blandt andet amerikanske og tyske artikler. Derfor synes Christina Eiberg heller ikke, at det er ulogisk, at Havfruen og Rosenborg stadig figurerer i meget af det turistmateriale, der bliver delt ud. »Der er en tendens til, at jo længere væk man kommer, jo mere traditionelt bliver billedet. Og man skal selvfølgelig ikke underkende det behov, der stadig er for at høre om 'Det gamle København'«, siger Christina Eiberg. Bøsser til byen Hun betegner analysen som en budskabsmåler, der skal vise, om de udenlandske aviser og blade skriver det om byen, som Wonderful Copenhagen godt kunne tænke sig. Og om det arbejde, som turismeorganisationen laver, har en effekt. Analysen viser blandt andet, at København har fået spalteplads i flere blade, der er målrettet bøsser. Det hænger godt sammen med, at Wonderful Copenhagen igennem de senere år har inviteret flere udenlandske bøssemagasiner til København for at sikre sig omtale, der kan trække bøsser til byen. Artikler trykt i bøssemagasiner udgør en lille - men vigtig - del af det samlede artikelgrundlag. Bøsser rejser betydeligt mere end andre, bruger typisk flere penge, går meget ud, interesserer sig for kultur, mode og design - som København kan byde på - og så er de ofte frontløbere for nye trends. Derfor regner Wonderful Copenhagen med, at bøsserne i det lange løb vil trække mange andre med sig. Knap 70 procent af artiklerne har været trykt i almindelige aviser. Herefter følger livsstilsblade og fagblade. Omkring 40 procent af artiklerne stammer fra svenske medier.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her