Oppositionen: Kunstfonden smuldrer

Lyt til artiklen

Statens Kunstfond og Kunstrådet er ved at smelte sammen. Det mener flere oppositionspolitikere og kunstorganisationer. I en ny lov om kunststøttestrukturer, som trådte i kraft i sommer, blev det ellers slået fast, at kunststøtten fortsat skulle fungere som en tostrenget struktur med autonomi til begge strenge i systemet. Men nu anklages regeringen for at indføre en enstrenget struktur med et administrativt kunstgreb. »Det ser ud, som om - med bekræftelser fra mange led i systemet - at man nu er i gang med at gennemføre det, man oprindelig ønskede i regeringen, nemlig et enstrenget system, hvor alle kunststøtteordninger bliver lagt ind under en kunststyrelse«, siger musikeren Pia Raug, der er medlem af forretningsudvalget i Dansk Kunstnerråd, som repræsenterer de skabende kunstnere. Tingene skal holdes adskilt Statens Kunstfond yder støtte til skabende kunstnere, mens Kunstrådet varetager en større vifte af opgaver og projekter, herunder formidling, undervisning og international kulturudveksling. Men det er vigtigt at holde de to ting adskilt, mener Socialdemokraternes kulturordfører, Mette Frederiksen. Dels fordi Kunstfonden - i modsætning til Kunstrådet - udelukkende har til opgave at koncentrere sig om kvaliteten. Dels fordi det er vigtigt at sprede magten og midlerne. »Derfor sagde vi under forhandlingerne, at hvis der skulle indgås et forlig, så skulle de to ting ses uafhængigt af hinanden. Det interessante er nu, hvis kulturministeren alligevel laver en sammensmeltning, uden at det er officielt«, siger Mette Frederiksen, der sammen med de øvrige oppositionspartier har indkaldt til et møde i forligskredsen bag den nye lov om kunststøttestrukturer. Utilfredshed i miljøet Den struktur, der trådte i kraft i sommer, og som samtlige partier bakkede op om, betød, at Statens Kunstfond blev flyttet hen på Kunststyrelsens adresse, og at Kunstfonden og Kunstrådet fik fælles administration, selv om de fortsat skulle fungere uafhængigt af hinanden. Men i praksis har det vist sig, at Kunstfonden har haft svært ved at trække vejret i den nye struktur, mener SF's kulturordfører, Ole Sohn. »Vi får jo jævnlige henvendelser fra kunstneriske organisationer og fra Kunstfonden selv om, at de kan se, hvordan ekspertise og faglige miljøer smuldrer. Og vi har som politikere ingen interesse i at skære et ordentligt fagmiljø i stykker. Så vi skal give et fælles signal fra forligskredsen til Kunststyrelsen om, at vi mente det alvorligt, da vi sagde, at der skulle være to miljøer, og at Kunstfonden og Kunstrådet skulle have autonomi«, siger Ole Sohn. Brian Mikkelsen undrer sig Kulturminister Brian Mikkelsen (K) undrer sig over, at oppositionen blander sig i udmøntningen af den politik, den selv har været med til at vedtage. »Det er en uskik, at politikere skal blande sig i, hvordan vi skal administrere. Nu har vi bedt Kunststyrelsen om at være sekretariat for både Kunstfonden og Kunstrådet. Og jeg har meget stor tiltro til, at styrelsen forvalter den opgave, som Folketingets partier har bedt den om«, siger han. Derudover afviser kulturministeren, at det nogensinde har været regeringens ønske at lave en enstrenget struktur. Den har blot foreslået et fælles repræsentantskab for Kunstfonden og Kunstrådet, hvilket oppositionen forhindrede. »Kunstfonden er en institution, som har fungeret igennem mange år, og som har fungeret på fornem vis, og hvis der overhovedet er nogen tendenser til, at den bliver undermineret, så er det selvfølgelig relevant, at man siger til. Men det mener jeg ikke, der er, og det må vi selvfølgelig klarlægge«, siger han. Brian Mikkelsen mødes mandag med de forskellige kulturordførere og vil i den forbindelse give oppositionsordførerne mulighed for at fremføre deres kritik.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her