Slutter i morgen: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Hitlers barnelærdom til salg

Lyt til artiklen

Adolf Hitlers signaturer i den over 100 år gamle skolebog er lidt ubehjælpsom. Tysklands kommende diktator var også kun omkring et dusin år, da han hele to gange prentede sit navn med sort blæk i 'Deutsche Grammatik für Österreichische Mittelschulen'. Nu kommer den bibliofile raritet med det berygtede navn på indersiden af omslaget på auktion i Danmark. Den ene af underskrifterne er skrevet på en lille klistermærkat. Rundt om i bogen har Hitler som dreng også understreget og skrevet små remindere til teksten. Bl.a. »zu lernen bis Dienstag«, »skal læres til på tirsdag«. Mange af grammatikbogens trykte teksteksempler er i tidens ånd i Østrig udtalt tysk nationalistiske, og ved flere af den slags passager har den unge Adolf sat blyantsmarkeringer. Indstregningerne indikerer måske bare, at det var herfra og hertil, at klassen havde lektier for. Kun lidt af Hitlers personlige habengut overlevede hans selvmord i bunkeren i Berlin og de allieredes invasion i Det Tredje Rige ved slutningen af Anden Verdenskrig i 1945. Så selv om adskillige officielle papirer med Førerens autograf er i omløb den dag i dag, er det ret sjældent, at nogle af hans personlige ejendele bliver sat til salg. Oftest sker det også uden om de officielle auktionskanaler. Sådan siger afdelingsleder Sebastian Lerche fra Bruun Rasmussens bogauktioner, der 1. december sætter Hitlers barnelærdom i tysk grammatik under hammeren. Den officielle vurdering lyder på 10.000 kroner, men det vil ikke undre fagmanden, hvis prisen for bogen ryger fire-fem eller flere gange op. Købsprisen for en Hitlerautograf på et ordinært stykke officielt papir ligger almindeligvis omkring 10.000 kroner. Anonym sælger Auktionsfirmaet er 100 procent sikker på, at skolebogen, forfattet af professor, dr. F. Willomitzer og trykt i 1899 i Wien, har tilhørt Hitler, og at signaturen er ægte og fra hans skoletid i byen Linz i det vestlige Østrig. Byarkivet i Linz har bekræftet, at Staats-Oberrealschule Linz anvendte den pågældende tyske grammatik i undervisningen, netop mens Hitler gik på skolen i begyndelsen af 1900-tallet. Signaturen stemmer også fuldstændig overens med Hitlers tidligst kendte underskrifter. Det fremgår af en kopi af hans navnetræk fra 1906, som det østrigske arkiv har faxet fra bogen 'Hitlers Jugend' til Bruun Rasmussen. Familien Hitler med faderen, toldembedsmand Alois, moderen, den hjemmegående Klara, storebror Adolf og lillesøster Paula boede i Leonding uden for Linz i seks år til 1905. Hitler var født i det nærliggende Braunau i 1889. Som 16-årig forlod han skolen i Linz uden eksamen. Hans tyske grammatikbog er i god stand og bærer ikke præg af overbelastning. Ifølge gamle skolekammerater var Hitler da heller ikke hverken særlig boglig, flittig eller dygtig i realskolen. Men han var klassens naturlige leder, fremgår det af Heinz A. Heinz' pronazistiske biografi 'Tysklands Hitler' fra 1934. Skolebogens nuværende, danske ejer ønsker at være anonym. Han fik den foræret i 1980'erne af en svoger, som oprindelig havde modtaget den i gave fra en forretningsforbindelse i det daværende Tjekkoslovakiet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her