Vi ser 'Matrix' i biffen, 'Sex and The City' på tv og spiller 'Need for Speed' på computeren, der kører med Windows styresystem. Alt sammen står der 'Made in USA' på. USA tapper os for penge og oversvømmer os med deres mediekultur. Så kontant lyder konklusionen fra Media Desk Danmark, der er en organisation, som informerer film- og tv-industrien om EU's kulturpolitik og støtteordninger. De bygger deres tal på en ny årbog fra European Audiovisuel Observatory i Strasbourg, som viser, at EU's handelsbalanceunderskud i forhold til USA, når det gælder film, tv, computerprogrammer og spil i år 2000, var på 65 milliarder kroner. Det er det seneste tal, der er gjort op, og en markant stigning i forhold til 1996, hvor handelsunderskuddet kun var på 45 milliarder kroner. Med andre ord, vi køber mere og mere amerikansk underholdning og flere og flere computerprogrammer. Dog kan vi glæde os over, at EU's eksport til USA på området også er stigende, uden at det dog kan ophæve skævvridningen. Hård branche »Det her er meget faretruende. Vores børn bliver dynget til med amerikansk mediekultur og værdiholdninger på tv, film og også i spil«, siger Søren Stevns, chef for Media Desk Danmark. Han er specielt ked af, at det går så dårligt for Europa på spilsiden. »Vi har allerede opgivet at følge med på hardware. Pc'erne og spillekonsollerne bliver lavet i USA og i Østen. Men netop sådan noget som computerspil troede jeg, at vi kunne følge med i. Men med de nye tal bliver jeg nok nødt til at revidere mit syn på det«. Det er desværre ikke muligt at skille tallene fra computerspil ud fra tallene om film og tv, så Søren Stevns bygger sine bange anelser på en anden undersøgelse, der viser, at det går dårligt for distributørerne og skaberne af computerspil i EU. Det bør man dog tage med et vist forbehold, da det lige så vel kan gå dårligt for den amerikanske spilindustri. Der er mange om buddet for øjeblikket i en branche, som også er hårdt ramt af piratkopiering. Vil have mere støtte »Jeg tror, at små støtteordninger, der hjælper med til, at producenter af computerspil får lavet en demoversion, kan løse problemet. På den måde kan de bedre gå til en distributør og få finansieringen i orden«, siger Søren Stevns. Det gør dog ikke nødvendigvis den amerikanske kulturpåvirkning mindre, at spillene bliver fremstillet i f.eks. Danmark. Det danske spilfirma IO Interactive, som står bag successpillene 'Hitman' og 'Hitman 2' samt 'Freedom Fighters' har udelukkende lavet spil, der lugter lige så meget af USA som en papæske fyldt med kyllingestykker fra Kentucky Fried Chicken. Det eneste danske islæt er et Ekstra Blad, der ligger og flyder på gaden i det første 'Hitman'-spil. Administrerende direktør for IO Interactive Janos Flösser har tidligere fortalt, at det er så dyrt at fremstille et computerspil, at det skal blive et hit på det amerikanske marked, før det kan give overskud. Men måske er det også bare sjovere at køre rundt i en Ford Mustang i Miami i 'GTA: Vice City' end i en Toyota Hiace i Horsens. Ligesom et computerspil om de nok så heltemodige danske frihedskæmperes sabotage mod jernbaneskinnerne i Jylland nok ville få det svært i kampen mod den amerikanske landgang på Omaha Beach i 'Medal of Honor'.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Tumult ved 1.maj-tale i Fælledparken
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








