Arkitekter kritiserer Christiania-konkurrence

Kun otte ud af de 17 forslag, der var blevet afleveret til rådgivningskomiteen, holdt sig inden for konkurrencens betingelser. - Polfoto
Kun otte ud af de 17 forslag, der var blevet afleveret til rådgivningskomiteen, holdt sig inden for konkurrencens betingelser. - Polfoto
Lyt til artiklen

Ingen af de bidrag, der blev indsendt til Christianiaudvalgets ide-konkurrence, var en præmie værd. Så kontant var dommen fra et af medlemmerne i den rådgivningskomite, der skulle vurdere forslagene og komme med indstillinger til udvalget. Det består først og fremmest af ministerielle embedsmænd. »Det vil virke stødende på de flestes retfærdighedssans, hvis man uddeler store præmier til nogen af disse forslag, da niveauet ligger langt under, hvad man normalt vil forvente af en åben konkurrence«, hedder det i en samlet konklusion fra arkitekt Merete Ahnfeldt-Mollerup. Præmier til fem bidrag Kun 8 af i alt 17 forslag viste sig at holde sig inden for konkurrencens betingelser. Resten havde synlige afsendere, hvis ærinde ofte var at protestere mod den planlagte 'normalisering' af området. Christianiaudvalget, der er nedsat af regeringen, valgte dog at fordele i alt 850.000 kr. på fem bidrag. Der var 250.000 kr. til Niras Rådgivende ingeniører og planlæggere A/S sammen med Domus Arkitekter A/S, Transform I/S og de tre nyuddannede arkitekter Dennis Larsen, Martin Thue Jacobsen og Sune Oslev. Raphaële Bidault-Waddington forsøgte at analysere problemerne omkring fristaden. Det får hun 50.000 kr. for. Det samme gør arkitekterne Birgitte Louise Hansen og Paul de Graaf. Og så er der i øvrigt en venlig hilsen til de Christiania-børn, der har bidraget med en tegning. »Vi havde i oplægget til konkurrencen mulighed for at uddele i alt halvanden million kr., og jeg mener, at de tre forslag, der har fået en hovedpræmie, giver forskellige og gode vinkler på de fremtidige udviklingsmuligheder i Christiania. Der var ikke noget columbusæg imellem, men udvalget har fået inspiration til det forslag til en helhedsplan, vi skal aflevere til regeringen«, siger udvalgets formand, afdelingschef i Finansministeriet, Jacob Heinsen. Minister er tavs Det lykkedes ikke at få en politisk kommentar til udfaldet af idekonkurrencen. Forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) ville ikke sige noget om det, han opfatter som en del af udvalgsarbejdet. Kommentarer må vente, til udvalgets forslag til en helhedsplan og et lovforslag bliver afleveret i slutningen af måneden. Flere i rådgivningskomiteen er kritiske. Arkitekt Stig L. Andersson skriver i sin indstilling bl.a.: »Karakteren og kvaliteten af de indkomne forslag til en 'Helhedsplan for Christiania' berettiger ikke til at formulere selvstændige kommentarer til hver især. (...) Det er beklagende og beskæmmende, at konkurrencebesvarelsen ikke i højere grad formår at afspejle den mangfoldighed og originalitet, som Christiania har beriget det danske bybillede med ...«. »Hvis man vil have indflydelse, må man blande sig, og jeg forstår ikke, at de store tegnestuer holdt sig væk. Det havde været sjovere, hvis de havde bidraget til en revitalisering af området«, siger Stig L. Andersson. Sange fra rulletrappen Fraværet af de tunge tegnestuer, der tidligere er beskrevet i Politiken, tilskriver Jacob Heinsen bl.a. en berøringsangst pga. de politiske diskussioner, der knytter sig til den såkaldte normalisering. »Vi prøver i vores oplæg at være tro mod den stemning og de ting, der er karakteristiske for Christiania. Det gælder bl.a. den store tolerance over for det, der er anderledes. Vi vil ikke designe området, vi vil ikke stikke retningslinjer ud for belysning osv., men gerne åbne området lidt og skabe en større interaktivitet mellem Christiania og det øvrige samfund«, siger Sune Oslev fra et af de tre præmierede hold. Og så lød det ellers fra toppen af rulletrappen i Hovedbiblioteket i København, hvor konkurrenceresultatet blev offentliggjort, at »I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv«. Den sang kom fra et par yngre, kvindelige christianitter. Fra en af stadens ældre talsmænd, Peter Post, hed det: »Jeg behøver ikke studere konkurrenceforslagene. Det afgørende for os er, at vi bevarer en total selvforvaltning«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her