Den norske sangerinde Sissel Kyrkjebø gik i sort, da hun skulle synge den amerikanske nationalsang på et fyldt basketballstadion i Los Angeles. Klappen gik simpelthen, og Sissel Kjyrkjebø måtte nynne sig igennem flere strofer, inden hun igen kunne huske ordene til "Starspangled Banner", skriver den norske avis VG. Den pinlige episode fandt sted fredag aften i Staples Center i Los Angeles, hvor topholdet Stanford University og Oregon University skulle spille semifinale i amerikansk collegebasketball. Kampen blev sendt direkte på Fox Sports Net. Ikke bakket op af orkester Midt i sangen kunne Sisse Kjyrkjebø ikke huske teksten, og det blev ikke mindre pinligt af, at der ikke var orkester til at ledsage sangen. Sangerinden har ikke noget problem med at le af fadæsen, som fandst sted som indledningen på sangerindens USA-turne, hovr hun satser på at slå igennem på det amerikanske plademarked. »Det er jo ikke første gang i historien, at sådan noget som dette her sker, og jeg har ladet mig fortælle, at hver fjerde amerikaner ikke kan huske nationalsangen. Og jeg er jo ikke engang amerikaner«, siger Sissel Kjyrkjebø. Avis raser Men avisen Los Angeles Times kan ikke se det morsomme og betragter såvel kampen som den norske sangerindes optræden som nogle af de øjeblikke, man allerhelst vil stryge af hukommelsen. Den norske sangfugl siger til VG, at hun fremover vil koncentrere sig om sine egne sange.
Sissel glemte teksten
Lyt til artiklen