Der var for få hårde pakker under juletræerne sidste år. Det kan i det mindste være en af forklaringerne på, at bogomsætningen hos Gyldendal sidste år faldt noget mere end forventet, selv om forlaget både havde årets succesoverraskelse i Jette Kaarsbøls debutroman, Jens Andersens længe ventede Andersen-biografi og femte bog om Harry Potter samt nye romaner af salgsstærke forfattere som Kirsten Thorup og Ib Michael. I sit regnskab for 2003 må Gyldendal indkassere en nedgang på hele otte procent i omsætningen, der dog trods alt er på 610 mio. kr. En del af nedgangen var ventet, fordi forlaget dels afsluttede udgivelsen af encyklopædien, dels stod uden de foregående to års overraskende store salg af Tolkiens 'Ringenes herre'. »Men vi må konstatere, at julesalget ikke helt indfriede forventningerne, men det skyldes jo også, at bogmarkedet som sådan i reelle tal er faldet fra 2002 til 2003. Sådan som markedet ser ud, er vi imidlertid meget tilfredse med resultatet«, siger administrerende direktør Stig Andersen. Hermed hentyder han især til koncernens bundlinje, der har pil opad for femte år i træk efter katastrofeåret 1999, hvor underskuddet før skat var 18,7 mio. kr. mod det nuværende plus på 24,5 mio. kr. Fyringer Gyldendal Akademisk har bidraget til overskuddet med 2,6 mio. kr., mens det tidligere problembarn Nordisk Bog Center har bidraget med 3,1 mio. kr. Årsregnskabet viser imidlertid, at Gyldendal sidste år stod med andre problemer end en mere eller mindre forventet omsætningsnedgang i et dødt marked. En del af koncernens datterforlag havde det dårligere end godt er, hvad der som bekendt fik ledelsen til at barbere hver tredje medarbejder på GB-Forlagene væk. Gruppen af forlag under GB-Forlagene har i 2003 tabt hele 5,9 mio. kr. mod 5,7 mio. kr. året før, og Stig Andersen oplyser, at Gyldendal endda havde forventet et endnu større tab i 2003. Det er dog langtfra alle forlagene under GB-Forlagene, der har været i vanskeligheder, selv om det samlet set har givet underskud. Oprydning »GB-Forlagene er i år belastet af ekstraordinære hensættelser, afskrivninger og udgifter til opsigelser plus mange udgifter til projekter, vi har opgivet«. »Det er bl.a. bøger, der har været indkøbt, men som alligevel ikke udkommer, fordi man ved en fornyet gennemgang indser, at man ikke længere tror på projektet. 3-4 mio. kr. af årets underskud kommer fra den slags projekter. Det er en oprydning efter fire år med underskud i selskabet«. »Men nogle af forlagene har haft et fantastisk år. Det gælder Fremad, som har udgivet Liza Marklund, og det går også enormt godt for forlaget Samleren, der er i superform«, siger Stig Andersen. GB-Forlagene er det overordnede selskab for Samleren, Fremad, Forum, Høst & Søn og Rosinante. 300 nyheder færre Totalt har Gyldendal-koncernen sidste år solgt 7,1 millioner bøger. Af de 2.132 titler var de 1.434 nyheder. Det er 300 færre nyheder i forhold til for fem år siden. I 2004 regner Gyldendal med en omsætning og et overskud, der er stort set på niveau med 2003. »Vi kan ikke regne med en vækst, men vi kan godt tåle at se os selv i øjnene, for resultatet i år er et udtryk for, at vi er blevet bedre til at drive Gyldendal som en forretning«, siger Stig Andersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








