Günter Grass' læsere ved, at han altid holder med de små, især når de tør gå til kamp mod de store. Det samme moralske engagement lå bag hans oplæsning af egne værker forleden på et ramponeret fodboldstadion i St. Pauli i Hamburg. Hen ved 1.000 var kommet for at høre nobelpristageren læse op, og entreen gik ubeskåret i FC St. Paulis slunkne kasse. Grass havde givet afkald på honorar. På den måde stillede han sig solidarisk med en klub, der med heltemod slås for sin eksistens. I løbet af de sidste tre sæsoner har FC St. Pauli været i frit fald, fra Bundesligaen og lige ned i Regionalliga Nord. Men klubben har fans, der ikke svigter. En af dem er Günter Grass' søn, Bruno. Søn overtalte far Det var ham, der overtalte faderen til et gæstespil på grønsværen på Millerntorstadion, dér hvor FC St. Pauli har fejret triumfer i gode år og lidt ydmygelser i de sidste onde år. Den 76-årige Grass, der virkede i topform, diskede op med litterære driblinger, finter og langskud. I 2x45 minutter, tidsrammen for en fodboldkamp, læste han op af sin helt egen tysklandshistorie, 'Mit århundrede'. For denne samling essays befatter sig i høj grad med samspillet mellem sport, nationalfølelse, business og politik. Efter 1. halvleg fiskede forfatteren, der befandt sig midt på banen, en trillefløjte frem: Halvleg! I 2. halvleg spillede han sig yderligere varm, og da han fløjtede af i det 90. minut, rejste publikum sig op for at hylde en stor solopræstation. Endnu større var jubelen, da Grass dekreterede forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence: Oplæsning af tre digte fra hans seneste digtsamling »Letzte Tänze«, de sidste danse. Grass oplyser, at dans er den eneste sportslige disciplin, han mestrer. Formand lagde tørklæde om halsen på Grass Til sidst hædrede klubbens formand den navnkundige gæst ved at lægge et St. Pauli-fan tørklæde om hans hals. Grass er ellers fan af FC Freiburg, hvor hans yndlingsspiller er Alexander Jashvilli fra Georgien. Men forfatteren er storsindet nok til at give udtryk for beundring for St. Pauli-fans - deres evne til at lide imponerer ham. Efter kampen signerede forfatteren med stor tålmodighed egne værker, som hans fans rakte frem mod ham. Nogle aftener senere bragte den fransk-tyske tv-kanal Arte et sammendrag af begivenheden, og det i den bedste sendetid. Lokalpatriotismen svulmer Så nu ved også de før så vankundige, at St. Pauli er mere end en bydel med damer til købs på Reeperbahn og omliggende gyder. Det er et kvarter, hvor lokalpatriotismen svulmer i hver en ærlig sjæl. Blandt tidligere støttearrangementer for klubben var en kampagne under mottoet: Drik for St. Pauli! De ekstra 50 cent, som værtshusholderne kradsede ind, tilfaldt den nødstedte klub.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








