En stolt ørn med sammenbidt næb og skarpe øjne våger over et fuldt bevæbnet kampfly, der pløjer over himlen oven over en hjelmklædt soldat, mens en kampvogn drøner af sted langs palmetræerne. Øverst vajer et enormt irakisk flag. Den slags plat militærromantisk fantasi faldt lige i den irakiske diktator Saddam Husseins smag i hans velmagts dage. For ørnen var nemlig et symbol på den vagtsomme enehersker. »Jeg tegnede altid Saddam som en ørn. Så blev han begejstret og slog en ring uden om den med kuglepen, når han så den i avisen. Det betød, at hans sekretær skulle sørge for, at jeg fik en bonus«, fortæller tegneren og maleren Wesam Rady. Det var egentlig mere en erkendtlighed fra den stenrige diktator, der beskyldes for at have skjult milliarder af dollar på hemmelige udenlandske konti. Bonussen var på mellem 5.000 og 10.000 irakiske dinarer, mellem 30 og 60 kroner. Men den betød, at Saddam var begejstret for den unge tegner, som i 1998 blev opfordret til at levere daglige tegninger til de censurerede irakiske aviser. »Det kunne man ikke sige nej til, jeg kunne i hvert fald ikke. Jeg er shiamuslim fra det sydlige Irak, og os har Saddam forfulgt i årtier. Jeg er den ældste af fem brødre, og mine mindre brødre og mine forældre ville have været i klemme, hvis jeg havde nægtet«, fortæller Wesam Rady. Svulmende kvinder Han bladrer i to tykke mapper med avissider, og der flagrer mange frygtindgydende ørne forbi. Til gengæld er der ikke spor af dem på væggene her i det kombinerede galleri og atelier midt i Bagdad. Nu hænger her malerier af nøgne svulmende kvindekroppe med dyrehoveder. Og lærreder med ansigter, der er blevet til masker. Og så er der portrætmalerier af amerikanske familier, som soldater, der er udstationeret her i Irak, har bestilt til dagligstuen hjemme i New Jersey eller Alabama eller Kansas City. Men der er også lige et par enkelte billeder af Saddam Hussein. Fortidens storhed og ørnens skarphed er totalt forsvundet. Ansigtet er furet, håret og skægget uplejet og langt. Det er den styrtede diktator, som vi så ham blive trukket ud af sit hul i jorden i december sidste år. Og for at understrege hans nye fornedrelse har Wesam Rady givet ham kloakrotter på skuldrene og tremmer for vinduet. »Saddam med rotterne er meget populær. Dem har jeg solgt en snes stykker af, de fleste dog til udlændinge. Og så er der de amerikanske soldater, som vil have deres portræt malet eller hele deres familie. Det er så meget, at jeg har åbnet et galleri mere. Det ligger i den amerikanskkontrollerede grønne zone i et palads, der har tilhørt Saddams datter«, fortæller Wesam Rady. Prisen på et portræt varierer efter størrelse. Familier koster 50 dollar, godt 300 kroner, pr. næse. »Det handler om at få penge til at overleve. Hvis pengene ikke betød noget, ville jeg hellere male den slags der«, tilføjer han og peger på et af malerierne med monumentale nøgle kvindekroppe, udstyret med dyrehoveder. Den slags kunst var ikke tilladt under Saddam. »Ikke engang de déroppe«, siger Wesam Rady og nikker op mod en serie små vandfarvebilleder af nøgne kvinder. »Joh, nøgenbilleder er stadig et problem i den irakiske kultur. Jeg forstår slet ikke hvorfor. Hvis man ikke vil se det, kan man bare lade være, vende sig om og gå ud igen. Og hvis man synes, det er smukt, skal man da have lov til at se på det. Det er da meget enkelt«, mener Wesam Rady. Karikaturtegning Men det var ikke nemt at gøre oprør under Saddam. I forbindelse med et topmøde i Irak i Den Arabiske Liga lavede Wesam Rady en karikaturtegning af regeringslederne om bord i et synkende skib - som udtryk for, hvor magtesløs organisationen var. Han vidste godt, at den ikke kunne trykkes i Irak, og han sendte den derfor til en avis i Qatar. Men brevet blev opsnappet af den irakiske efterretningstjeneste, og han blev kaldt til forhør. I den periode underviste han også i maleri på kunstakademiet i Bagdad. Blandt eleverne på aftenholdet var en oberst i sikkerhedsstyrkerne, og Wesam Rady gik til ham med penge og bønner om hjælp. Men morskab var ilde hørt af det gamle styre, så tegneren måtte gå under jorden i to måneder, før efterretningsobersten havde raget kastanjerne ud af ilden for ham. »Men nu er livet vidunderligt. Vidunderligt. Vidunderligt«, gentager Wesam Rady og ser henført ud: »Nu er det kunsten, der er den eneste udfordring, ikke spørgsmålet om blot at overleve. Og jeg har alt for mange bestillinger. Jeg har lige været i retten for at tegne portrætter af de amerikanske soldater, der er anklaget for overgrebene i Abu Ghraib-fængslet«. »Apropos overgreb. Jeg så Saddam i retten i tv. Der er folk, der synes, at det er synd, at han bliver ydmyget. Ha! Han, der aldrig har skænket en tanke på de hundredtusinder, han henrettede og torturerede, og som han ikke engang betragtede som mennesker. Hvorfor skal han pludselig fremstilles som menneskelig. Næh, han skal henrettes, skal han. Lad os sætte en stopper for den tragedie, hans liv har været. Han har levet et vildt liv, og han har misbrugt det. Det må være bedre for ham, at det tager en ende«. Udbruddet kommer voldsomt, og det er lige så pludseligt forbi. Det sædvanlige milde smil bløder malerens ansigt op, og de brune øjne skinner katteagtigt glade igen. »Saddam er væk, situationen er stadig svær, men vi kan føle friheden. Man kan lugte den i atmosfæren, og jeg kan ikke lade være med at male på en helt anden måde. Alting skal nok blive godt med tiden ...«.