Márquez siger ja til Hollywood

Gabriel Garcia Márquez får mellem en og tre millioner dollar. - Foto: AP
Gabriel Garcia Márquez får mellem en og tre millioner dollar. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Hollywood har vundet. Gabriel Garcia Marquez har opgivet sin modstand. Efter to års overtalelser har den colombianske forfatter og nobelpristager sagt ja til at få sin roman 'Kærlighed i koleraens tid' filmatiseret. Det lille ja fra Márquez menes at indbringe ham et sted mellem et og tre millioner dollar. En kærlighedshistorie Det er det Los Angeles-baserede produktionsselskab Stone Village Productions, der måned efter måned har bearbejdet den verdensberømte forfatter for at få lov til at overtage filmrettighederne til det, filmproducenten Scot Steindorff for nylig har kaldt »den bedste kærlighedshistorie nogensinde næst efter Romeo og Julie«. En svimlende kærlighedshistorie er det under alle omstændigheder. Historien i romanen handler om Florentino Arizas kamp for at vinde Fermina Dazas hjerte, og den gode Florentino gør noget ved sagen. Og hans kærlighed til kvinden er lige så stor som hans tålmodighed. 'Kærlighed i koleraens tid' fra 1985 er historien om en kærlighed, der kunne vente i 53 år, syv måneder og 11 dage. Det var dengang, det var koleraens tid, da Florentino begyndte at elske Fermina. Men hun giftede sig med en anden. Til den colombianske avis El Spectador har filmproducenten Scot Steindorff sagt, at han - som Florentino i romanen - blev ved og ved og aldrig gav op, før han nåede sit mål. Et ja. »Vi kommer til at arbejde knaldhårdt på at skabe den smukkeste film, der nogensinde er lavet i Hollywood«, har Steindorff sagt. Kontakt til Castro Gabriel Garcia Márquez, der i dag er 76, har solgt millioner af bøger, siden han slog igennem på verdensplan med sin roman 'Hundrede års ensomhed'. Hidtil har han været meget tilbageholdende med at sælge filmrettighederne til sine bøger til store, amerikanske filmselskaber. Márquez har ofte kritiseret skiftende amerikanske regeringer for deres forsøg på at få indflydelse i Sydamerika, og han har gennem årene opretholdt tætte forbindelser til en af USA's modstandere, Cubas leder Fidel Castro. Ifølge den britiske avis The Guardian er det frygten for en usikker økonomisk fremtid for sin familie, hustruen Mercedes og to sønner, der har fået Garcia Márquez til at acceptere det nye tilbud fra Hollywood. Kidman på rygtebørsen Hverken instruktør eller hovedrolleindehavere ligger endnu fast, men skuespilleren Nicole Kidmans navn er allerede i omløb, som det er ved snart enhver ny film. Netop nu er Gabriel Garcia Márquez aktuel med en helt ny roman på spansk. Den udkommer i løbet af efteråret i Spanien. Det danske forlag Samleren håber at kunne udsende den på dansk til foråret under titlen 'Erindringer om mine sorgfulde ludere'.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her