Bilist gav ufo skyld for fartbøde

- Tegning Roald Als
- Tegning Roald Als
Lyt til artiklen

Er De nogensinde kommet til at køre for hurtigt, fordi De blev forstyrret af en ufo? Nej, vel, men står det til en unavngiven bilist i det nordøstlige England, bør et uventet møde med gæster fra en fremmed klode gælde som formildende omstændighed, når ens overskridelse af fartgrænsen er blevet foreviget af et dertil indrettet kamera. »Jeg besvimede efter at have set blinkende lys i det fjerne, som jeg mener stammede fra ufoer. Fartkameraets blitz bragte mig ud af min trance«, påstår bilisten i et brev til fartkameramyndigheden Northumbria Safety Camera Partnership. Desværre for bilisten - og ufo-entusiaster verden over - fotograferede fartkameraet kun den hurtigkørende bil og ikke ufoen, så synderen måtte af med en bøde. Masser af undskyldninger Undskyldningen er blot en af de mange af slagsen, som myndighederne modtager fra bilister, der forsøger at slippe for den uønskede udgift. De ti bedste er nu blevet offentliggjort på organisationens hjemmeside og tæller bl.a. følgende små perler: Én bilist mener, at fartkameraet blev udløst af et forbipasserende jetfly, en anden, at surfbrættet på bilens tag vibrerede så meget, at det aktiverede kameraet. En tredje skyder skylden på en stærk medvind, og en fjerde kommer med den efter overtegnedes vurdering ikke helt utroværdige forklaring, at en slem omgang diarré gjorde det nødvendigt at finde et offentligt toilet i en hulens fart. »Nogle bilister mener tilsyneladende, at hvis de fortæller en tilstrækkelig god historie, så klarer de frisag. Det sker desværre sjældent, men hvis der er virkelig formildende omstændigheder, kan man altid gå rettens vej«, konstaterer direktøren for Northumbria Safety Camera Partnership, Ray King, på hjemmesiden. Afhuggede fingre Der er imidlertid næppe meget at gøre i en retssal, hvis man mener, at en døende hamster retfærdiggør en fartgrænseoverskridende tur til dyrlægen, ej heller, at en mistanke om et tilfælde af mund- og klovsyge gør det tvingende nødvendigt at køre meget hurtigt for at tilse koen. Eller hvad med beretningen om en ekstra stærk nysen, der udløste en kædereaktion, således at bilistens fod trådte ekstra kraftigt på speederen? Lidt mere tvivl kan der måske være om følgende dramatiske forklaring: »Min ven havde lige hakket sine fingre af, og jeg måtte skynde mig på hospitalet med fingrene«. Om vennen blev hjemme, melder historien imidlertid intet om. »Det er virkelig forbløffende, hvor langt visse bilister vil gå for at undgå en bøde på 60 pund og 3 strafpoint, når alternativet er meget, meget enkelt - hold dig inden for fartgrænsen«, siger Ray King. For at denne artikel ikke skal virke alt for fingerpegende - hvad enten de er afskårne eller ej - må Deres udsendte modstræbende tilstå at være blevet grebet på fersk gerning af et fartkamera en meget tidlig morgen for halvandet år siden, da der hverken var bilister eller fodgængere i miles omkreds. Desværre var der heller ingen ufoer, så bøden er for længst betalt - uden svinkeærinder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her