Landets boghandlere har svært ved at bevare pessimismen. Bogsalget går langt bedre end sidste år. »Vi kan allerede nu sige, at det bliver et rigtig godt julesalg«, siger Ebbe Foged, formand for Den Danske Boghandlerforening. I hans egne forretninger lå salget af skønlitteratur i sidste måned næsten 50 pct. højere end i samme måned sidste år, og faglitteraturen lå 7 pct. højere end i 2003. Børnelitteraturen når stort set sidste års niveau, selv om der ikke i år er en ny 'Harry Potter'-bog til at trække salget. Ikonerne sælger Fra sine medlemmer landet over hører Ebbe Foged, at der generelt er et stigende bogsalg. Og hvad er det så, kunderne køber? »Salget er heldigvis spredt ud på mange forskellige titler i år, for det formindsker risikoen for at løbe tør for de mest populære bøger«, siger Ebbe Foged, der har base i Smørum Boghandel. Her følger kundernes adfærd tilsyneladende fuldstændig landsgennemsnittet. Også i Smørum og omegn bliver det en mærkevarejul. Det er ikonerne, der sælger. Kendte forfattere, der skriver om sig selv eller om kendte temaer, er blandt de mest populære. Fra forrige sæson En af julens allervarmeste bøger er jægersoldaten B.S. Christiansens beretning om et liv under ekstreme forhold, 'Et liv på kanten'. I løbet af mindre end fire uger har hans beretning solgt i godt 70.000 eksemplarer, og eftersom der formentlig bliver tale om julens mest solgte bog, er det her på sin plads at gøre opmærksom på, at 'Et liv på kanten' faktisk er skrevet af Lars Vestergaard, selv om det kun er B.S. Christiansens navn, der står på forsiden. Hos forlaget Aschehoug har man aldrig oplevet et så hurtigt salg af en enkelt titel. B.S. Christiansens bog overgår salget af både Helle Virkners 'Hils fra mig og kongen' og Uffe Ellemann-Jensens 'Din egen dag er kort'. »Bogen bliver købt af en del unge drenge og mænd, der har været til foredrag med B.S. Christiansen, og mange af dem er ikke fra det publikum, der ellers læser eller køber bøger«, fortæller Ebbe Foged. I toppen af listen finder man også to af forrige sæsons udgivelser. Jette A. Kaarsbøls roman 'Den lukkede bog' sælger stadig i originaludgaven, og bogen har passeret de 100.000 trykte eksemplarer. Johannes Møllehaves og Benny Andersens fællesprojekt 'Det skal mærkes at vi lever' har også rundet 100.000 eksemplarer. Udgivelsen er fra sidste år, men en ny udgave ser ligesom ophavsmændene ud til at være i fin form. I stift bind, tak De to ældre herrer ligger langt foran nogle af denne sæsons øvrige storsælgere. Hans Edvard Nørregård-Nielsens tidsbillede er trykt i 20.000, Troels Kløvedals rejseberetning i 14.000 og Peter Øvigs bog om 'Birkedal' i 12.000 eksemplarer. I julemåneden sælger boghandlerne stort set kun gavebøger, men hvad er det egentlig, køberne går efter? Det viser en analyse fra Institut fra Konjunkturanalyse faktisk noget om. Det spiller naturligvis ind, hvorvidt bogen ligger inden for køberens gavebudget, og hvorvidt bogen har modtagerens interesse, men derudover er 'bankeprøven' afgørende, viser analysen: Kunderne vil have bøger i stift bind. Det skal være en 'rigtig' bog, der giver lyd fra sig, når man banker med fingeren på den. Det er vigtigt for hver tredje køber. Hvorvidt bogen er udkommet i år, spiller kun en rolle for hver ottende køber.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
»Nu er vi sparket tilbage til start«: Yderst effektivt våben mod SMS-svindel bliver stoppet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








