Det er næsten umuligt at lade være med at grine, når Jim Carrey folder sig ud. Især når det sker på et af de ofte så rutineprægede pressemøder, der afholdes i anledning af en filmpremiere. Tonen er slået an fra starten, da de medvirkende bliver præsenteret, og Carrey med affekteret teenagepigestemme siger: »Goddag, jeg hedder Emily, det var fedt at arbejde med Jim«, fordi den 16-årige Emily Brownings navneskilt er havnet foran ham. Under en lynvisit i London gør Carrey reklame for sit nye hit 'Lemony Snickets: En ulykke kommer sjældent alene'. Med sin lynhurtige opfattelse og eminente komiske timing spreder han latter, både blandt de ellers blaserte journalister og hos de skuespillerkolleger, der deler podiet med ham. Latter prægede også optagelserne til filmen, bekræfter alle medvirkende. Carrey spiller rollen som den meget onde, men også meget middelmådige skuespiller, grev Olaf, der i forskellige forklædninger forsøger at aflive de tapre, forældreløse Baudelaire-børn for at bemægtige sig deres formue. Hans evne til at improvisere hylede ofte medspillerne ud af den. »Vi improviserede i dagevis. Der var et par gange, hvor jeg måtte spørge Brad (instruktøren med efternavnet Silberling, red.), om det her ikke var den tredje dag i træk, hvor jeg ikke fik sagt noget fra manuskriptet«, fortæller Carrey. Det betød, at de andre skuespillere - heriblandt den ellers så erfarne Meryl Streep, der har en vigtig birolle som børnenes kugleskøre tante Josephine - ofte havde mere end svært ved at holde masken. Ét er at være forberedt på en morsom replik, der rent faktisk stammer fra filmmanuskriptet, noget helt andet at blive konstant overrasket af Carreys gale påfund. For stjernekomikeren gik der sport i at få medspillerne til at grine og klokke lidt i det. I det hele taget er Jim Carrey i sit es i rollen som den skurkagtige greve. Ikke alene er han sminket til ukendelighed, han får også mulighed for at forklæde sig yderligere, når Olaf skal give den som søulk eller slibrig slangeforsker i forsøget på at komme tæt nok på børnene til at gøre det af med dem. Men bag forklædningerne gælder det om at blive i rollen som greven. »Jeg forsøger altid at have i tankerne, at jeg er grev Olaf, han foretager bare hele tiden nogle dårlige valg som skuespiller, hvad jeg virkelig godt kan lide. Den film er noget, man kunne vende tilbage til. Vi fandt på 30 figurer undervejs, som aldrig vil blive set, men som er enormt morsomme«, siger Jim Carrey og antyder dermed, at han er klar til at spille rollen igen, hvis det skulle blive aktuelt. Dårlig skuespiller På spørgsmålet om, hvor han finder inspirationen til de ikke særlig overbevisende skuespilpræstationer, som den onde Olaf leverer, ryger navnet Bruce Willis straks ud af Carreys mund - til almindelig moro i lokalet: »Nej, det var en spøg, Bruce, lad være med at komme efter mig. Du er en action-fyr, jeg forstår det godt«, tilføjer han afvæbnende og fortsætter derefter om sin rolle som grev Olaf: »I realiteten er han en skuespiller, der er kommet ud af et fuldstændig sort hul. Han har ikke noget jeg - som det er tilfældet med nogle skuespillere - og så er han ved at miste håret, så der er et element af fare der. Det var virkelig fantastisk at få muligheden for at gøre grin med os«, siger Jim Carrey med et lille kærligt spark til hele skuespillerstanden. 'Lemony Snickets: En ulykke kommer sjældent alene' er baseret på en serie bøger om de tre Baudelaire-børn, der er blevet solgt i 27 millioner eksemplarer på verdensplan og i popularitet har været tæt på at gøre Harry Potter rangen stridig. Deres - og dermed også filmens - sære univers fascinerer Jim Carrey. »Det er en mærkelig og mørk historie, og alligevel er der et lyst budskab, og det er, at de har hinanden, og det er alt, man har brug for - uanset hvad baggrunden er«. Barnesjæl Jim Carrey holder ikke mindst af de talrige situationer, hvor grev Olaf bliver gennemskuet af Baudelaire-børnene, selv om ingen voksne genkender ham: »Den følelse af, at ingen tror på dig, den kunne jeg virkelig lide, det kan være lige for næsen af dem, og børnene kan stå og pege på mig, men ingen af de andre voksne kan se det, fordi de er så selvoptagede«. Måske skal der et barnligt gemyt til for at kunne sætte særlig pris på den slags. Den 42-årige Carrey medgiver i hvert fald gerne, at det i hans branche hjælper at have bevaret noget af barnesjælen. »Du er nødt til at have et barn i dig et eller andet sted. Det er derfor, folk elsker dig, og også derfor, at de hader dig i samme åndedrag. Nogle mennesker elsker at se den slags på film, men bryder sig ikke om, at du er i stand til det. Det er noget underligt noget. Hvad jeg ved, er, at det virkelig er en leg på et højt niveau. Du er nødt til at kende din rolle ind og ud, og når du gør det, så opstår der en form for magi«. Magien ved Carrey, der nærmest leger sig gennem pressemødet, får næsten én til at glemme, at der også findes en yderst alvorlig side af ham. Den har privat manifesteret sig i lange perioder med depressioner og tre forliste ægteskaber, og han har som skuespiller også høstet stor anerkendelse for dramatiske roller i film som 'The Truman Show', 'Man on the Moon' og det lille mesterværk 'Evigt solskin i et pletfrit sind'. Men på denne grå decembereftermiddag i London er det den morsomme mand, der boltrer sig og bliver sendt af sted med velfortjente klapsalver, da han takker af. Hvis begejstringen i biografsalene bliver lige så stor - hvad noget kunne tyde på - har folkene bag 'Lemony Snickets: En ulykke kommer sjældent alene' ikke noget at frygte.