Ole Thyssen voksede op i en familie, hvor en blev dræbt, og en anden blev såret under besættelsen. Gennem hele barndommen var besættelsestiden en vigtig del af familiens opfattelse af sig selv. Selv som 60-årig møder Ole Thyssen mange mennesker, der stadig er stolte af, at deres bedstefædre var med til at kæmpe mod tyskerne. Men hvorfor er det så vigtigt for os, hvordan vi har forholdt os til tyskerne under besættelsen? »Fordi nazismen er det ultimative eksempel på det onde. Alle mennesker i Danmark skulle under besættelsen forholde sig til det. Derfor definerer vi en del af os selv i forhold til, hvordan vi mødte krigens ondskab. Det smitter af både med skamfølelse og stolthed«. Hvad sker der med mennesker, der bliver stillet over for store, moralske spørgsmål? »Hvis man skal anskueliggøre et moralsk dilemma, er krigen et fremragende eksempel. Besættelsestiden er et reservoir af eksempler på moralske konflikter, der har en virkelig dramatisk karakter. Det kommer hele tiden igen og igen. Inden for den sidste måned har vi set en mængde beskrivelser af kz-lejrene. Vi bliver stillet over for spørgsmålet, hvad vi selv ville gøre i sådan en situation«. Hvorfor er det fascinerende? »Med fare for at blive misforstået er der en form for pornografi på færde. Man får en forstærket livsfølelse, når man møder det onde. Også vold kan få den karakter, når vi hører om tortur og kan mærke, at vi ånder tungere«. Hvad mener du med at ånde tungere? »Pornografi er noget, man ser med sine øjne. Det er ikke virkeligt, og alligevel sker der noget med ens krop. På samme måde har vi det, når vi hører om tortur. Vi vil så gerne vide, hvad der egentlig skete i Abu Ghraib, fordi det er vigtig information, samtidig med at der er stor underholdningsværdi i det«. Hvorfor er der en underholdende værdi i krig og vold? »Krigen har en eksistentiel dimension, hvor stillingtagen ikke bare var en ufarlig mening. Besættelsestiden handler om liv og død, og det er der stærke historier i. Danskerne stod over for en række moralske valg, der skærer helt ind til benet. Meget mere end nutidens problematikker om, hvorvidt Tyrkiet skal eller ikke skal med i EU. De problemer, vi har i dag, er trods alt problemer, der optræder inden for velfærdsstatens rammer og dens beskyttede forum. Vi kan godt falde, men ikke dybt. Dengang kunne man falde. Både moralsk og i døden. Hvorvidt man samarbejdede med tyskerne eller ej, er jo et kæmpe moralsk kompleks. Derfor pirrer det stadig i det åbne sår, og det er det sår, som Fogh dykker direkte ned i ved at tale om gode og onde«. Hvorfor er det et sår? »Fordi vi på mange måder står for en afheroisering af nationalfølelsen i modsætning til Norge, som kæmpede længere imod. Vi får en beskrivelse af os selv som dem, der samarbejdede, og det er svært at leve med. Mine forældre mødte efter krigen en polsk kvinde, som var blevet voldtaget af ganske mange russiske soldater. Der var intet fysisk i vejen med hende, men hun døde. Af skam, fordi hun ikke kunne leve med beskrivelsen af sig selv som voldtægtsoffer. Historien om danskernes opførsel under besættelsen er en del af den erfaringskreds, hvorfra vi henter vores moralske paradigmer«. Og hvad er det for paradigmer? »Det er, når Fogh for eksempel deler befolkningen op i helte og bangebukse. Der forenkler han historien, og ved at skelne skarpt markerer han selv en stærk stillingtagen«. Hvorfor har vi behov for at forenkle? »Fordi der er en stor lettelse i at se verden enkelt. Den moralske forskel mellem godt og ondt afhænger ikke udelukkende af kendsgerninger. Det er svært at sætte sig ind i den komplekse situation, som besættelsestiden er, og verden er ikke så enkel. Om samarbejdspolitikken var rigtig eller forkert, er ikke så ligetil, og det kræver en vis indsigt at tage stilling. Men vi ønsker en selvbeskrivelse, som vi kan være stolte af. Vi vil gerne leve i et land, der har en flot beskrivelse. I 5. klasse var jeg frygtelig flov over Napoleonskrigene og tiden op til 1848. Alle kongerne gjorde hele tiden det gale. Det var for en lille dreng som mig på Østerbro vigtigt at leve i et land, hvor jeg kunne være stolt af historien og ikke være pinlig på Danmarks vegne. Nationen er stadig en stor del af selvforståelsen. På trods af, at vi lever i en global verden«.