»Goodnight - and may your God go with you«

En barstol, et bord med en whiskey-sjus og en kæft fuld af flabede historier. Dave Allen kunne forarge og chokere   men de fleste var vilde med det.   Foto: BBC
En barstol, et bord med en whiskey-sjus og en kæft fuld af flabede historier. Dave Allen kunne forarge og chokere men de fleste var vilde med det. Foto: BBC
Lyt til artiklen

Den irske komiker Dave Allen var et large menneske. Han opererede med Gud i flertal. Faktisk anså han Gud for så morsom en størrelse, at han mente, at vi hver især havde vores egen. Og derfor sluttede han altid sine tv-show 'The Dave Allen Show' med ordene: »Godnat - og må din Gud gå med dig«! Nu er tiden så kommet, hvor Dave Allen skal møde sin Gud. Forleden sov den 68-årige komiker og entertainer nemlig ind i sin lejlighed i det vestlige London. Og det forestående møde mellem Allen og hans Gud bliver garanteret ikke kedeligt. Som det aldrig var det, når Dave Allen havde Gud på tapetet. Mon ikke de to snupper sig hver en irsk whiskey, mens de venter på Paven, som var et andet af Allens yndlingsemner i hans respektløse tv-shows, som blev vist i BBC fra 1967 og frem til 1979. Det var i begyndelsen af 1970'erne, at vi danskere også fik lov til at nyde Dave Allens uforskammetheder hver lørdag aften i monopoltossen. Siddende på en barstol med en cigaret i den ene hånd, og en whiskey i den anden, lykkedes det den ni-fingrede Dave Allen at fornærme, undskyld, Gud og hver mand med sine vitser, som også kredsede om sex, død, kongehus - og hvad der ellers måtte være helligt på det tidspunkt. »Gør aldrig i dag, hvad du kan udsætte til i morgen«, lød mottoet fra manden, som skabte stor opstandelse ved ikke bare at nedgøre Gud, dronning og fædreland. Men som også formastede sig til at bande på BBC i den bedste sendetid. Det kom faktisk helt op på regeringsplan, og BBC blev tvunget til at undskylde. Det var generaldirektøren nødt til at gøre, for Dave Allen havde ikke noget at undskylde. »Sproget er til for at blive brugt. Hvis du desinficerer det, tager du kraften ud af det. Og så kan det være lige meget«, sagde han i 1990, hvor han havde det første af sine tv-comebacks. (Det sidste var i 1997). Det var i det samme tv-show han sluttede med historien om arbejderne, som bruger hele deres arbejdsliv på at holde øje med tiden. Og som, når de så trækker sig tilbage, får »a fucking clock«! Turné med The Beatles Dave Allen blev født som David O'Mahoney i Irland i 1936. Hans far var redaktør af The Irish Times, og Dave Allen arbejdede selv som journalist, før han skiftede til stand-up-branchen. En tid turnerede han faktisk som opvarmer for The Beatles i diverse klubber og han nåede desuden at få sit eget show i Australien. Hans første tv-optræden i England var i 1967 i programmet 'New Faces' og samme år fik han sit eget tv-show 'Tonight with Dave Allen'. Året efter kom så 'The Dave Allen Show', og i 1971 fulgte 'Dave Allen at Large', som kørte på BBC i otte år. Indimellem optrådte Dave Allen også på scenen, hvor han bl.a. spillede såvel Mr. Darling som Kaptajn Hook i en opsætning af Peter Pan på The London Coliseum. I et interview i The Guardian blev Dave Allen for en halv snes år siden spurgt, hvilke ord han havde brugt mest gennem årene. Hertil svarede han uden at blinke: »Bollocks, bullshit, fucking idiot« og »I love you«. Og hans definition af total lykke var som følger: »Sammen med gode venner, hvor vi drikker et glas champagne for at fejre Irlands VM-triumf i rugby«. Selv husker jeg ham bedst for følgende historie, som nu er blevet så sørgelig aktuel: »Det var ude vestpå, nær Galway. Bryan, O'Rourke og Patty er samlet hos deres gode, gamle ven Sean. De tre venner er enedes om at muntre Sean op, som ellers ligger på sit dødsleje hårdt angrebet af cancer. Men det må han for Guds skyld ikke selv vide. »Jeg kan mærke kræfterne forsvinder«, siger Sean. »Jeg holder ikke ret meget længere«. »Vrøvl«, lyder det samstemmende fra vennerne. »I løbet af nogle dage er du oppe igen. Og inden ugen er omme, sidder vi igen nede på pubben og får os nogle pint«. Et kort øjeblik virker Sean synligt opmuntret - lige indtil vennerne skal gå igen, og Bryan støder imod dørkarmen i den lille døråbning, og råber: »Hvordan fanden vil de få bakset en kiste ind af den fucking lille dør««. Skål du gamle - og må din Gud gå med dig! Dave Allen efterlader sig hustruen Karin og tre børn.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her