Sir John Mills, filmhelt gennem en stor del af det 20. århundrede og britisk nationalklenodie næsten lige så længe, har sagt sin sidste replik. Den populære skuespiller døde lørdag morgen i en alder af 97 år efter et langt og tilsyneladende lykkeligt liv. Mills, der i sin 70-årige karriere medvirkede i over 100 film, blev ikke mindst kendt for sine talrige roller i krigsdramaer, hvor han både kunne give den som tapper menig fra arbejderklassen og neurotisk officer fra overklassen. Såvel under som efter Anden Verdenskrig symboliserede han ofte britisk kampånd, men med tiden fik han også mulighed for at dyrke et mere nuanceret rollevalg, ikke mindst i samarbejdet med instruktøren David Lean. Mills spillede hovedrollen som Pip i Leans klassiske filmatisering af Dickens-romanen 'Store forventninger' fra 1946, og et kvart århundrede senere modtog han en Oscar for bedste birolle som landsbytossen i 'Ryans datter'. På det tidspunkt var hans karriere ellers gået lidt i stå, for trods talrige tilbud nægtede han at rejse til Hollywood, men foretrak at blive i sit elskede England. Det var en beslutning, han aldrig fortrød, for som Mills sagde til The Observers filmkritiker Philip French: »Jeg er forfærdelig engelsk. Jeg elsker England. Jeg ville hade at bo noget andet sted. I sidste uge var jeg inde i byen og kom rundt ved at tage et par taxaer, og ingen af dem ville have penge af mig. Den slags kan man altså ikke købe, og jeg tror, at det måske var, fordi jeg aldrig rejste herfra«. Ægteskabet med skuespilforfatteren Mary Hayley Bell - hans andet - kom til at vare i 64 år, og parrets to døtre, Juliet og Hayley, blev også kendte skuespillere. John Mills arbejdede - trods tiltagende blindhed - lige til det sidste, således optrådte han for et par år siden som kokainsnortende ældre gentleman i Stephen Frys film 'Bright Young Things'. Fry, der besøgte Mills for få dage siden, sagde i en kommentar til hans død: »Han var den sidste af en særlig generation, ikke bare af skuespillere, men af englændere, for hvem beskedenhed var vigtigere end ego«.