Opposition: VK gambler med TV2

Lyt til artiklen

TV 2 får sværere ved at levere public service-tv som nyheder og dybdeborende dokumentar de næste år. Det mener oppositionen i Folketinget, efter at kulturminister Brian Mikkelsen (K) på et samråd afviste at forholde sig til, hvad der sker med TV 2, hvis en række sager om statsstøtte ender med en milliardregning til tv-stationen. »Ministeren opfører sig utrolig arrogant over for TV 2 og svækker stationens muligheder for at levere public service-tv af høj kvalitet. TV 2 er sat på standby og kan ikke lægge planer, når den ikke er sikker på, hvad regeringen gør, hvis retssagerne tabes«, siger Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen. Økonomisk redningsplan er klar De uafklarede retssager ved EF-domstolen er ifølge regeringen årsag til, at salget er sat i bero. Tv-stationen befinder sig nu i et ingenmandsland, hvor den hverken får licens eller ny kapital fra en køber. Regeringen bør udarbejde en økonomisk redningsplan for TV 2, som ligger klar, hvis stationen skal betale store beløb til staten og sine konkurrenter som følge af sagerne. I modsat fald spiller regeringen hasard med danskernes foretrukne tv-station, mener S, SF, de radikale og Enhedslisten. »Regeringen griber tingene uprofessionelt an. Enhver ejer af en virksomhed forbereder sig i god tid på, hvordan retssager falder ud. Regeringen udviser ikke rettidig omhu, men det modsatte«, siger Mogens Jensen. Jublende optimist Kort før TV 2 blev sat til salg sidste år, skrev Kulturministeriet i et notat til regeringen, at tv-stationen i værste fald »må gå konkurs« som følge af retssagerne. Konklusionen på notatet var, at risikoen var lille, og derfor valgte VK at udbyde aktier i TV 2 alligevel. Det fik i sidste uge oppositionen til at afkræve regeringen svar på, hvad den gør, hvis TV 2 taber retssagerne. »Jeg betragter kulturministeren som en jublende optimist på grænsen til det naive, når han blot regner med, at de seks sager ikke går TV 2 imod. Han kan da ikke se bort fra, at TV 2 risikerer at mangle et milliardbeløb, der får stationens forventede overskud i år til at blegne«, siger medieordfører Simon Emil Ammitzbøll (R). Regner med at vinde Ifølge bestyrelsesformand Niels Boserup regner TV 2 med et overskud på 65-75 millioner kroner i år og de kommende fem år. Brian Mikkelsen (K) holder fast i, at der »ikke er nogen grund til at tage sorgerne på forskud«. »Når der falder dom, har vi naturligvis en plan klar. Men der kan altså gå flere år, før det sker. Lige nu arbejder vi ud fra den tese, at vi vinder retssagerne«, siger kulturministeren. I stoppede salget, fordi sagerne skabte usikkerhed om, hvad TV 2 er værd. Hvis I er så sikre på at vinde dem, hvorfor lod I så ikke bare salget fortsætte? »Jeg ville gerne have fortsat, men når der kommer et så entydigt råd fra Kammeradvokaten om at stoppe, så var vi nødt til at gøre det«. Usikker fremtid Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) oplyste onsdag, at interesserede købere før salget fik besked om, at TV 2's fremtidige økonomi var usikker på grund af retssagerne. Det fremgik af det såkaldte procesbrev, regeringen lagde frem, da TV 2 blev sat til salg. Ammitzbøll mener, at Fogh svarer udenom, og bebuder nye spørgsmål: »Der er en verden til forskel på 'økonomisk usikkerhed' og 'risiko for konkurs'«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her