Mp3-bøger succes i Sverige - Danmark på vej

Så mange bøger vil der snilt kunne være på en mp3 afspiller i fremtiden. - Foto: Thomas Borberg
Så mange bøger vil der snilt kunne være på en mp3 afspiller i fremtiden. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Hver måned køber svenskerne mellem 1.000 og 1.500 lydbøger i det nye mp3-format, som kan downloades fra nettet og sendes direkte ind i de små afspillere, enhver kan bære i en skjortelomme. Det nye format blev introduceret kort før nytår, og salget af de digitale lydbøger stiger konstant. Alle bøger om fire år »Jeg tror, at alle lydbøger kommer på mp3-format i løbet af tre-fire år«, siger adm. direktør Fabian Fischer fra selskabet eLib. Selskabet står ifølge Fabian Fischer for 95 pct. af mp3-markedet i Sverige, og eLib er bl.a. distributør for Piratforlaget, som i øjeblikket sælger mellem 500 og 1.000 mp3-bøger om måneden, heriblandt bøger af Jan Guillou og Anne Holt samt den svenske udgave af Gretelise Holms serie om Karin Sommer. »Piratforlaget var i starten skeptisk, men man fandt ud af, at alle forlagets eksisterende lydbøger i forvejen fandtes i piratudgaver på nettet, og derfor kunne man lige så godt selv være med til at sende lovlige udgaver på markedet«, fortæller Fabian Fischer. Lydbogsmarkedet i Sverige er boomet de senere år. Ud af et totalt bogmarked på omkring 6 mia. kr. i omsætning sælges der ifølge Fabian Fischer lydbøger for omkring 300 mio. kr. Frygter kopier I Danmark har forlaget Klim for længst erklæret, at man vil udsende nye bøger i mp3-format. Planerne er så langt fremme, at 30 bøger er indlæst i det nye format, men ifølge redaktør Knud Mahler frygter rettighedshaverne piratkopiering. »Vi vil meget gerne i gang, og vi håber nu, at nogle af de store forlag kan være med til at slå hul i muren til lydbøgerne«, siger Knud Mahler. Og måske kommer han ikke til at vente længe. »Mp3-formatet er helt sikkert et format, vi vil ind i, og det er da rigtigt, at alt efterhånden kan kopieres, men jeg vil være mere nervøs for at vælge mp3-formatet fra, end jeg vil være for risikoen for ulovlig kopiering«, siger Flemming Møldrup fra landets altdominerende forlag, Gyldendal. Attraktiv pris Flemming Møldrup har netop fået ansvaret for at udvikle bl.a. de elektroniske udgivelser på Gyldendal, og mp3-formatet har høj prioritet hos ham. Han mener, det er muligt at udvikle nogle koncepter, der vil gøre digitale lydbøger så attraktive, at ulovlig kopiering vil blive minimeret. Overvejelserne går på at udsende bøger til en så attraktiv pris, eventuelt i en slags bogklubsystem, at kunderne vil købe den lovlige udgave. »Vi kan jo se, at det fungerer mange andre steder, eksempelvis i USA. Folk vil jo gerne købe lovligt, og alle kan se, at kilden efterhånden tørrer ud, hvis alle vil tappe af den gratis. Jeg tror helt sikkert på, der er et marked for den slags bøger i Danmark, for mp3-bøgerne skal jo udkomme samtidigt med de trykte bøger. Nogen vil måske endda have dem i begge formater, så de selv kan vælge, om de vil læse den trykte bog eller tage mp3-bogen med, når de er ude«, siger Flemming Møldrup. I Sverige udsender Piratforlaget sine lydbøger og mp3-bøger samtidigt med den trykte udgave. Anders Roslund og Börge Hellströms nye krimi 'Box 21' er udsendt som både cd-lydbog og mp3-bog til hhv. 199 skr. og 159 skr. Gretelise Holms krimi 'Robinsonmordene' kan fås for 129 skr. i mp3-formatet. Fabian Fischer fra eLib oplyser, at der i øjeblikket findes 50-60 titler i mp3-formatet. Der findes ingen videnskabelige kundeundersøgelser, men teknikinteresserede mænd over 35 synes foreløbig at være majoriteten, hvilket er overraskende, eftersom kvinderne normalt siges at købe to ud af tre bøger. »Kunderne er utrolig tilfredse med det nye format, og det er også meget nemmere at have med at gøre end lydbogen på cd«, siger Fabian Fischer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her