Ærlighed og popmusik uden dikkedarer. Sådan var det, da Tue West for to år siden dukkede op ud af det blå. Nærmere betegnet Hundested. Den dengang 26-årige Tue West gik rent hjem med sine ublufærdige kærlighedssange udformet som nasale ørehængere. Her var sange, der handlede om at være ung og kæreste, så det ramte et stort publikum lige i hjertet. »Det er fedt at ligge tæt/ når man er glade for hinanden«, sang Tue West, og hvem ville ikke gerne skrive under på dét? Takket være 'Hun er fri' og 'En sang om kærlighed' gik det pludselig rasende hurtigt for den unge musikskolelærer, der indtil da ikke havde været kendt mange meter uden for bygrænsen i den nordsjællandske havneby. Nu skulle der turneres, skrives autografer, gives interview og sælges plader. Hvilket der blev gjort i så rigt mål, at facit to år senere lyder på 50.000 solgte eksemplarer af debutalbummet, en dansk 'Grammy' for at have lavet årets bedste danske pop-album og mere end 100 koncerter, der har forvandlet grønskollinger til mænd. »Alt er gået stærkt« synger Tue West på 'Vent på mine sange'. Det centrale nummer på den nye plade 'Meldingen kommer'. Han griner smørret. Han ved udmærket godt, hvordan man lægger to og to sammen i musikjournalistikken, men 'Vent på mine sange' er faktisk skrevet før Tue West med de svømmende øjne og de alenlange vipper blev verdensberømt i Danmark. Det gik hurtigt »Men jo, det gik hurtigt. Fra jeg mødte min manager til jeg pludselig skulle ud og synge mine egne sange. Og det var jo ikke noget, jeg var vant til«, understreger multi-instrumentalisten Tue West, der tidligere først og fremmest var trommeslager og på skift har været både jazznørd, fusionsfreak, Tower of Power-fan og meget andet godt. Ting man måske ikke kan høre i hans musik, men som er en del af hans tekniske bagage. »Der var meget, jeg skulle erfare, og meget jeg skulle leve op til. Mit privatliv skulle jo også hænge sammen, og det er ikke nødvendigvis helt nemt, når den ene part bliver opslugt af personlig succes«. »Det er lidt sjovt at se tilbage på, hvor irriterende, jeg måske har været at være sammen med«, smiler han diplomatisk. Berømmelsen blev dog ikke noget påtrængende problem i Hundested. Her har man et livligt musikmiljø med bluesbands og mange overvintrede hippier, og dér tager man bysbarnets popsucces i stiv arm. »Succes i det danske musikliv er jo heller ikke vildere end som så. Man bliver ikke superstjerne fordi, man bliver lidt berømt i Danmark. Det er mere nede på jorden«, mener Tue West, og det passer ham fint. Han trives bedst tæt på hjemmets arne og kærestens arme. Han har brug for en base. Flyvske drømme om internationale gennembrud og endeløse turnéer siger ham ikke så meget. Til gengæld er Tue West stærkt optaget af de muligheder, han har fået for at gå i forskellige retninger musikalsk. »Det er et sindssygt fedt arbejde«, siger han. Et arbejde der netop har udmøntet sig i album nummer to med titlen 'Meldingen kommer'. En musikalsk nedkomst West hævder langtfra har været den nok så berygtede svære to'er. Det er bare gået fint i studiet med at få lavet et album i samarbejde med produceren Rune Westberg. Et album som Tue West selv føler er mindre finpudset end det første. Et mere åbent univers Under alle omstændigheder et mere åbent album. Ikke mindst teksterne er blevet mere åbne udsagn. Det er ikke bare blevet endnu en sang om kærlighed. På 'Samling' synger Tue West: »Samling! Der er kaldt til Samling/ Han samler os alle så livet ka' lykkes/ Henter de sidste mens resten af os venter/ på en klar besked som ingen helt er vant til«. Hvad den klare besked er, er ikke helt klart. Hvad denne sang og 'Sagnet om manden der oversatte alt' mere præcist handler om, er nemlig ikke spor entydigt. Måske heller ikke for Tue West selv. »Det er på en måde lige ud ad landevejen og så alligevel ikke. En sang skal jo også forblive en sang. Men den handler om en mand, der er blevet sat til at oversætte alt til et samlet sprog. En mand som samler alle mennesker og propper et fælles sprog ind i hovedet på os. Det er der både noget positivt og negativt i«, siger Tue West og flytter sig uroligt i stolen. Dét der med at skulle forklare sine sange, er grundlæggende ikke specielt sjovt. Man får jo pludselig et billede i hovedet og tænker »Wauv!« Så skriver man en sang om det. Men derfra og så til at skulle udlægge sin egen tekst, er der et stykke vej og det kan hurtigt vise sig svært fremkommeligt. »Sangskrivningen kommer som noget naturligt. Jeg bliver inspireret af en stemning. Jeg sætter mig ikke ned ved skrivebordet fast besluttet på at skrive en sang. Det kommer bare. Og det vigtigste for mig at pointere i forbindelse med disse to plader, er, at det er ærlig snak! Så kan man mene om dem, hvad man vil«. Hvilket anmelderne så prompte har gjort. To- og trestjernede anmeldelser taler om mellemspil. Om et umiskendeligt talent, der i nogles øjne afslører større musikalske ambitioner end forventet, men samtidig fra flere sider hævdes at have sat meget af den umiddelbare charme og effektivitet fra debutalbummet og koncerterne over styr. Så hverken hvad angår sangskrivningen eller i forholdet til anmelderne blev 'Meldingen kommer' til endnu en sang om kærlighed. Men det var det nu vist heller ikke udpræget i første omgang. Selv om han fik nydelige anmeldelser i to store københavnske dagblade, kom det der med, at det er fedt at ligge tæt, når man er glade for hinanden, ikke til at gælde for Tue Wests forhold til rockanmelderne. Til gengæld var det kærlighed ved første blik fra publikums side. Også ved andet blik tegner forholdet lovende for stemmen fra Hundested. Allerede på udgivelsesdagen kunne Tue West indkassere en guldplade for 20.000 solgte eksemplarer. Fra pladeforretningerne indløber ifølge Wests manager Bernhard lovende bulletiner om lutter førstepladser. Kærlighed og succes kan begge måles på mange måder. Et usædvanligt smukt pianomotiv pryder den eftertænksomme kærlighedssang 'Vent på mine sange'. Så yndefuldt og melankolsk, at der måske også næste gang vil være mange, der venter på Tue West og hans sange.