DEN er blevet kaldt Sagen Esmann og handler om en bog jeg har skrevet om den tidligere amerikanske udenrigsminister og sikkerhedspolitiske rådgiver Dr. Henry Kissinger. Som den har udviklet sig er der næppe nogen bog i verdenshistorien, der har været gennem en nøjere prøvelse end min. Grunden er, at jeg er blevet beskyldt for at have skrevet af efter den amerikanske journalist og historiker Walter Isaacsons biografi om Kissinger fra 1992. Debatten, som lejlighedsvis har haft karakter af hetz, nåede sin foreløbige kulmination da lektor i germansk filologi Steffen Kroghs den 15. juli afleverede et responsum om sagen. Den indgår nu i det udvalgsarbejde, som på kulturministerens initiativ er iværksat for at finde ud af, om der på grundlag af den og andre debatter af lignende karakter kan laves nye, generelle og såkaldt fornuftige rammer for kildehenvisning og god citatskik. Den var bestilt af kommentator ved Berlingske Tidende, Claes Kastholm Hansen, som er med i citat-udvalget. Mine kritikere og Steffen Krogh selv har præsenteret rapporten som udtryk for filologisk-videnskabelig objektivitet og skrevet i fairness over for den kritiserede. På det grundlag når den frem til, at der i min bog er 374 eksempler på meget høj, høj og ringere grad af overensstemmelse med den engelske tekst i Isaacsons bog og dermed krænker hans intellektuelle ejendomsret. Dertil kommer 17 fejl, tanketorsk og korrekturfejl som det i de fleste tilfælde kræver grundig læsning at opdage. Jeg kan kun ønske, at en tilsvarende gennemgang og forlags-redigering i fremtiden vil blive alle bøger, der udgives i Danmark, til del. Til gengæld når Krogh frem til, at min bog ikke er et plagiat. Det har jeg sagt fra starten, samtidig med at jeg har beklaget at have udvist manglende påpasselighed med noteapparatet. Jeg har også gjort noget ved det gennem udsendelsen af et sæt reviderede noter. Jeg har desuden fastholdt, at kravene til formidlingslitteratur af den type, jeg skriver, bør være lempeligere end til videnskabelig litteratur. Jeg har også taget til efterretning, at det i både juridisk og etisk forstand er et gråt område, som kræver debat og ikke diktat hvis der skal laves regler. Isaacson og hans forlag har meddelt, at de ikke agter at gøre noget ved sagen og Isaacson har støttet mine bestræbelser på at få bogen genudgivet med de nødvendige korrektioner. I den forbindelse har Kroghs responsum to mangler.