Livscyklusen for en dansk film ser nogenlunde sådan ud: Først har den premiere i biografen.
Et halvt år senere sendes den ud på dvd-skiver og VHS-bånd. Og senere broadcastes den på tv. Monopol på skrump
Men det halve års biografmonopol er i de seneste år skrumpet ind til fire måneder eller mindre, og nu spår flere i filmbranchen, at biograf- og dvd-premierer smelter helt sammen, så vi inden længe kan se film hjemme i stuen samme dag, som de har premiere i biografen.
»Biografpremieren har længe været det vigtigste, men i dag tjener selskaberne ofte mere på salget af dvd'er end på biografsalget, og derfor satser de i stedet på det«, siger Maja Giese, afdelingsleder for Distribution og Lancering ved Det Danske Filminstitut.
Hun forklarer, at de købelystne kunder på det voksende dvd-marked presser producenterne til at udgive biograffilm på dvd tidligere og tidligere. Kortere holdbackperiode
»Holdbackperioden (tiden mellem biografpremiere og dvd-udgivelse, red.) er blevet kortere, og hvis man kigger på det amerikanske marked, kan man se, at den udvikling vil fortsætte. I USA kommer de fleste film på dvd to måneder efter biografpremieren, og der er eksperimenteret med film, som kommer samme dag. Branchen prøver at beskytte biograferne, men de er under pres«, siger hun.
Et af de første amerikanske eksperimenter med tidlige filmudgivelser hedder ClickStar.
Firmaet vil fra 2006 tilbyde download af biograffilm den samme dag, som filmen har premiere i biografen. Internetbif i USA
Bag ClickStar står skuespilleren Morgan Freeman og computergiganten Intel.
Morgan Freeman sagde i sidste uge til International Herald Tribune, at filmbranchens praksis med først at vise film i biografen og dernæst sælge dem på dvd er ude af trit med tiden, og at filmforbrugerne kræver lettere og lettere tilgængelighed til film.
Samtidig arbejder firmaet 2929 Entertainment sammen med den oscar-vindende filminstruktør Steven Soderberg om at sende filmen 'Bubble' ud i biografer, på dvd og på kabel-tv samme dag, når den har amerikansk premiere i januar.
I Danmark er internetbaserede 'videobutikker' ikke begyndt at presse biograferne for at udleje over internettet på premieredagen, men den almindelige online-filmudlejning er i fuld gang. Svenskerne kom først
Det svenske selskab SF Film var de første med leje og aflevering over internettet. I år kom Tv 2 Sputnik med et lignende tilbud, og i januar 2006 barsler TDC med Video On Demand.
I dag kan film tidligst downloades fra Tv 2 Sputnik, SF Anytime og TDC tre måneder efter dvd-udgivelsen, men den tid vil hurtigt skrumpe ind, forudser Miriam Hvidt, programdirektør TDC Kabel Tv a/s.
»Der er ikke nogen tvivl om, at tiden mellem biografpremiere og dvd-udgivelse eller frigivelse på Video On Demand bliver kortere. Det kan man blandt andet se i USA, hvor man er nede på seks uger. Her regner man med, at der i løbet af nogle år kan komme On Demand før den egentlige release både på tv og spillefilm i biografen. Hvis der er en forretningsmulighed - hvis folk er villige til at betale for at se den før, så kunne man sagtens forestille sig det«, siger Miriam Hvidt. Premiere i biffen i nogle år endnu
Der er blandede meldinger fra de danske filmdistributører, som fordeler filmruller, dvd-skiver og VHS-kassetter mellem biografer og videobutikker.
Poul Dylow, formand for Foreningen af Danske Videogram Distributører, som udlejer videoer til videobutikkerne, tror ikke på, at biografpremieren bliver overhalet inden for de næste ti år.
Men Loke Havn, formand for Foreningen af Filmudlejere i Danmark, der formidler film til biograferne, siger:
»Man kan se, at tiden mellem biografpremiere og dvd- eller VHS-udgivelse er gået fra 12 måneder til fire måneder, og derfor bliver man også nødt til at kunne forestille sig, at det kan gå ned til tre og en halv, tre, to og en halv osv. Det kan være, at man altid vil beholde en lille forskydning, men det bevæger sig imod, at film kommer på dvd samme dag, som de kommer i biografen«. Bekymrede biografer
I kontorerne over biografsalene er der bekymrede miner.
Kim Pedersen, formand for Danske Biografer, frygter, at de tidlige dvd-udgivelser vil fjerne biografernes eksistensgrundlag og efterlade hundredvis af store, øde sale og tomme, røde plysstole.
»Eksklusiviteten er nødvendig for biografernes overlevelse. Hvis man forestiller sig en verden, hvor film lanceres samtidig i biograferne, på pay-per-view, dvd og som download over internettet, så bliver det en verden uden biografer. Og det kan meget vel være, at de store filmstudier kommer til at skyde sig selv i foden ved på kort sigt at få deres indtægter op, for på lang sigt mister det fortræffelige markedsføringsværktøj, som biograferne er«, siger formand for Danske Biografer. Vippestole og kopholdere
John Tønnes, direktør i Nordisk Film Biografer, er enig i, at det bliver en »stor udfordring« for biograferne, men forklarer, at biograferne er forberedt:
De fleste har allerede investeret i dyre subwoofere, velsmurte vippestole, cafémiljøer og kopholdere, som skal gøre biografturen til en oplevelse ud over den sædvanlige 28-tommer videoaften.
»Vi prøver på at fylde andre ting på biografoplevelsen. For eksempel ved at lave biograf sammen med café og spisemulighed, så biografturen bliver til en social event og en ud-i-byen-oplevelse, hvor man møder andre mennesker, spiser og ser en god film«. Så det er ikke længere filmen, men i stedet selve oplevelsen, der skal trække folk i biografen?
»Det er stadig film, der er hovedelementet, og vi kan ikke overleve, hvis vi ikke havde en film at vise folk, men det er samlet set en oplevelse, vi sælger«. I kan ikke overleve uden film. Kan I overleve uden premiere-monopol?
»Det mener jeg bestemt, at vi kan. Men det forudsætter, at vi får filmene på nogle andre og mere favorable vilkår end i dag, hvor halvdelen af vores omsætning går til at betale film. Og det forudsætter, at biograferne forstår at skabe oplevelser«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








