På sin første dag som kulturminister viste Mette Bock (LA) en god portion fingerspidsfornemmelse og håndelag.
Ikke alene kaldte hun Bertel Haarder (V) for både en fremragende kulturminister og politisk åndsfælle. Hun sørgede også for, at han som overdragelsesgave fik et broderi, der tegnede hele det gamle grænseland op fra Kongeåen og ned til den nordligste, tyske provins. Det var en gave, der faldt i ualmindelig god jord hos den afgående minister, der er vokset op på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord.








