Man kan læse Brechts digte. Og man kan spille hans skuespil. Det er to verdener. Baggårdteatret i Svendborg har gjort det umulige at fremføre Brechts digte sådan, at man føler sig hensat til hans teater – det teater, hvor spillet bliver afsløret som spil, hvor det velkendte er gjort fremmed, og hvor man listigt får masseret følelserne under påskud af, at det hele er åh, så fornuftigt.
Forestillingen med den nøgterne titel ’Bertolt Brechts Svendborgdigte’ er en lille perle.
Med murens fald faldt også Brecht. Han var så erklæret kommunist, at hans skuespil måtte lægges på is, efter at hans politik var kørt på historiens mødding. Nu dukker de op igen hist og her, for et år siden stykket om ’Hr. Puntila og hans karl Matti’ på Det Kongelige Teater med kraftig vægt på komikken. ’Mutter Courage’ kan også spilles i postkommunismens tid, for det er et stykke imod krig, og er vi ikke alle imod krig, i hvert fald de af os, der går i teatret og vil det gode.
Netop på det punkt, angående det pæne publikum, hvis holdning er venstreorienteret light, kommer det første ægte Brecht’ske moment i denne teaterudgave af hans digte.
Forestillingen begynder, efter lidt bulder og brag, der skal forestille torden i syd, med pæn, lidt for pæn recitation af digte. Leif Eric Young, iført den velkendte Brechtkasket, er tysk-amerikaner og kan derfor sige ordene på det originale sprog uden mindste accent. Jens Gotthelf oversætter til dansk. Det er lidt som en velment skoletime.
Jeg har sjældent overværet en forestilling på fem kvarter, hvor så mange scener er så tæt på at være fuldstændig vellykkede
Men så begynder ’danskeren’ at snyde. Han fletter sine egne bekymringer ind. Er politisk teateraktivisme i grunden ikke forloren? Jeg må hellere se at få lagt en opdatering om problemet på Facebook.
’Brecht’ brokker sig, det her er vist ikke bare oversættelser. ’Danskeren’ forsvarer sig med at ’det danske sprog er kompliceret’. Ind kommer så den tredje mand, en skuespiller, der skal foregive at være Søren Huss, den danske rockstjerne fra Saybia, med den opgave at sætte lidt musik til den belærende poesi.
Og så begynder det at svinge. For ham, der spiller Søren Huss, viser sig ikke at spille, men være Søren Huss, mens ham, der spiller Brecht, indrømmer, at han ikke er det. Og så bliver det hele så verfremdet, som var det her en forestilling ikke om, men af Brecht. For hans ’fremmedgørelse’ gik jo netop ud på, at vi skulle spørge til motiverne bag det, vi ser, og ikke lade os forføre af dets lighed med virkeligheden.
Der er megettysk i forestillingen, også en del, der ikke bliver oversat, men det er der vist nok en tanke med. Brecht var en tør teoretiker, når det greb ham. Men kom han i nærheden af en scene, tog fanden ved ham, og han forførte med alle midler – samtidig med at han besvor sine tilskuere om, at de bare skulle læne sig tilbage, tænde deres cigar og tage det hele med et gran salt. »Jeg har hørt«, skal Brecht have sagt uden for citat, »at der findes teater uden musik, men jeg vil nødig overvære det«.
Han ligger, som han har redt, gør Brecht, når den tyske instruktør Petra-Leonie Pichler lader selve det tyske sprog og dets musik få en rolle som forfører. »Wenn wir aufhören zu verstehen, beginnen wir zu fühlen«, erklærer hun frækt. Altså, i det øjeblik vi holder op med at forstå, begynder vi at føle. Det kunne være et forræderi mod Brecht. Hvis ikke det var, fordi vi alligevel bliver spundet ind i Brechts dialektiske sandheder.
