Édouard Louis’ mor stemmer på Marine Le Pen. Den unge franske forfatter er begyndt at forstå, hvorfor det meste af hans egen familie og halvdelen af landsbyen i det nordlige Frankrig stemmer på Front National. Et af hans forklarende øjeblikke kom, da han for nylig vendte hjem fra Japan, hvor han havde promoveret sin selvbiografiske debutroman ’Færdig med Eddie Bellegueule’.
På vejen fra lufthavnen spurgte taxichaufføren, hvad han lavede. Louis ville ikke lyde hovskisnovski, så han undlod at fortælle, at han var forfatter. Han nøjedes med at sige, at han studerede litteratur. Chaufføren, som var fra Elfenbenskysten, sagde, at han ikke selv læste bøger. Til gengæld havde han bemærket, at når man i Frankrig uddelte litterære priser, så gik de altid til hvide forfattere, der skrev om andre hvide. ’Har du bemærket det? Det hele er forbeholdt de hvide’, sagde han.








