Man kan blive træt som en junkie af DR-debatten. Fronterne har i flere år været trukket hårdt op mellem DR’s ledelse på den ene side og de private mediers interesseorganisation, Danske Medier, på den anden. De forfulgte uskyldigheder mod de aggressive ofre. Ingen rykker sig en tomme.
Vi kender bestyrelsesformand Michael Christiansens og generaldirektør Maria Rørbye Rønns argumenter og faste vendinger om at »samle danskerne«. Vi ved, at de forfølger en strategi, der i grove træk hedder ’forsvar, bevar og benægt’. Alt er public service, så længe DR er afsender.








