Verdens bedste pigebøger bliver skrevet på dansk! Sådan virker det, når man går stakken igennem med navne som Sanne’erne Munk Jensen og Søndergaard, Vibeke Bækkelund, Louise Bach, Sarah Engell og mange flere. Men det skal heller ikke være cutting og nedtur alt sammen. Vi er også gode til opstoppernæser og smil gennem tårer. Og det er her Sandra Schwartz kommer ind med sin nænsomme historie om Lucia på 15 år, der skal genopfinde sig selv.
Lucia har ellers nok at være nedtrykt over. Hun mistede sin mor for tre år siden i en bilulykke, og siden har hun levet et indkapslet liv med spise- og venindebesvær. Forfatteren nøjes med at antyde besværlighederne og fokuserer i stedet på at få pigen videre. Det sker omkring Luciadagen i december, som også er hendes fødselsdag. Ved et spil af tilfældigheder – det skal der jo ofte til – får Lucia smidt en livline ud, som hun griber, og som giver hende energi og trods til at komme op og videre. ’Sort Lucia’ er velskrevet feel-good i den øvre ende af humørskalaen.








