Når det kommer til Facebook og andre transnationale tech-giganter, er vi på en gang fascinerede og underdanige. Vi elsker historien om den lettere utilpassede college kid Mark Zuckerberg, der sammen med et par studiekammerater fik en original idé og nu er en af verdens mægtigste mænd. Det er den slags historier, iværksætterdrømme er lavet af. Zuckerberg ligner ovenikøbet stadig en tilforladelig ung mand i blødt tøj. Det er han ikke.
Facebook suger – sammen med Google – annoncepenge ud af danske og andre mediemarkeder og truer derved forretningsmodellen for publicistiske medier i det meste af verden. Disruption kalder man det. Samtidig viderebringer de i stort omfang falske nyheder og hate speech. Facebook opsamler også enorme mængder af personfølsomme data, mens vi hygger os og udveksler intime oplysninger med vores venner i virtuelle rum, der virker private. Det er de ikke.







