Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Marc Fluri
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kulturforbrugeren: Jeg er afhængig af ’Homeland’

Ulrikke Neergaard er 43 år og storforbruger af kultur. Den 1. juni tiltræder hun som direktør for KØS Museum for kunst i det offentlige rum. Her fortæller hun om sit kulturforbrug.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvilken musik hører du i øjeblikket?

»Jeg hører to af Nick Caves lidt ældre album, nemlig ’Nocturama’, som er en af hans blødeste udgivelser, og dobbeltalbummet ’Abattoir Blues / The Lyre Of Orpheus’ fra 2004, hvor han træder i karakter som en mere moden kunstner og ind i en ny epoke. Han har altid været meget punket og rocket, og så har der været nogle smukke ballader indimellem, men her lader han balladerne folde sig helt ud«.

Hvornår var du senest i teatret?

»I februar så jeg Katrine Wiedemanns opsætning af Shakespeares ’Et vintereventyr’ på Teater Republique om kong Leontes, der er så ædt op af jalousi, at han slår sine egne børn ihjel. Det var en utrolig flot iscenesættelse med en original scenografi af Maja Ravn. Skuespillerne befandt sig inde i et glasbur, som publikum sad rundt om. Til sidst blev glasvæggene taget ned, og det var en stor forløsning, fordi man havde siddet med ondt i maven over den måde, dronningen var fanget på i kongens sindssyge«.

Hvilken film har du senest set i biografen?

»Kunstfilmen ’The Space in Between: Marina Abramovic and Brazil’ om performancekunstneren Marina Abramovic. Jeg så den til en visning i Empire Bio, hvor sangerinden Jomi Massage introducerede filmen med en performance. Hun havde stillet en masse bakker med æg op og sad og spillede, og pludselig kom to ældre damer med sure ansigtsudtryk ud og begyndte at trampe rundt i æggene. Samtidig havde hun bedt publikum hviske en sætning til hinanden hele vejen gennem salen for at se, hvad det blev til. Jomi Massage skrev bagefter, at hun var lige så overrasket over de ældre damer som os andre, så det er uvist, hvor iscenesat det var. Det var både desorienterende og skønt. Og så var det også en sindssygt inspirerende film«.

Hvilken bog har du senest læst?

»Merete Pryds Helles ’Folkets skønhed’. Det er den vildeste sproglige skønhed, der folder sig ud i bogen, som hun bruger til at beskrive livets mest barske og uskønne sider«.

Hvilken koncert var du senest til?

»Father John Misty i Vega sidste år. Han er en spøjs type, der blander nogle ironiske og voldsomme tekster med nærmest melodiøs sweetness. Der er dybde i det, og samtidig er det lidt drilagtigt, man ved ikke rigtig, om han mener det«.

Det billede på den menneskelige påvirkning af kloden gjorde stort indtryk på mig

Hvilket tv-program har gjort indtryk på dig for nylig?

»Jeg er afhængig af den amerikanske tv-serie ’Homeland’. Det er en fantastisk serie, der er sindssygt velspillet og har en suspense, der fungerer både på et intellektuelt og et følelsesmæssigt niveau«.

Hvad har været din største kulturoplevelse i år?

»Videoværket ’(Untitled) Human Mask’ af den franske kunstner Pierre Huyghe, som stadig kan ses på Copenhagen Contemporary på Papirøen. Midt i Fukushimas ødelagte landskab efter natur- og atomulykkerne i Japan optræder en abe med en kvindemaske, der er dresseret til at fungere som tjener. Den filmes af en drone i en dystopisk verden, hvor mennesket synes at være helt udslettet, og det eneste, der er tilbage af civilisationen, er abens dresserede bevægelser. Det billede på den menneskelige påvirkning af kloden gjorde stort indtryk på mig«.

Hvilken hjemmeside bruger du meget tid på?

»Internationale sites om offentlig kunst, der er mit område, som situations.org.uk og creativetime.org«.

Hvilken kulturoplevelse er du ked af, du gik glip af?

»Creative Time i New York, som har specialiseret sig i offentlig kunst, producerede omkring halloween projektet ’Doomocracy’ med den mexikanske kunstner Pedro Reyes. Kunstprojektet var opbygget som et spøgelseshus med elementer fra det politiske landskab i USA. Den sammenstilling af halloween og præsidentvalg ville jeg gerne have oplevet«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden