Eva Madsen, 27 år og studerende:
»Det var syvende gang i træk, jeg var på Roskilde Festival, og jeg var 22 år«.
»Det var den sidste festdag, og jeg ville bare feste igennem. Jeg var sammen med mine venner hele aftenen, og det endte med, at jeg blev rigtig fuld inde på musikpladsen. På et tidspunkt besluttede vi os for at gå hjem til lejren, og jeg kan huske, vi sad og hyggede os. Ud på natten gik vi ind i teltet. Vi lå rimelig tæt i et tremandstelt med hovederne væk fra indgangen. Normalt havde vi haft en hængelås med, men den aften brugte vi den ikke. Jeg faldt hurtigt i søvn«.








