Lasse Horne Kjældgaard tager imod nede på gaden, han har lige været ude at løbe et ærinde sammen med den ene af familiens to drenge. Hvis man har læst takketalen bagest i hans doktorafhandling, ved man, at det må være enten Halfdan eller Villy. Halfdan efter en vis Rasmussen, Villy efter en vis Sørensen?
»Ja. Den er god nok«, smiler Lasse Horne Kjældgaard dobbelt stolt, da lille Villy er smuttet ind i en af østerbrolejlighedens øvrige højloftede stuer sammen med en kammerat. Vi har sat os med ’Meningen med velfærdsstaten’, afhandlingen, der blev forsvaret tidligere på sommeren, og som nu er på vej i et mere brugervenligt format. Indtil videre knaser undertitlen akademisk: ’Velfærdsstatsdebat og dansk litteratur 1950-1980’. Store Villy, der døde i 2001, men hvis tænkning og vidunderligt sære fortællinger stadig figurerer på skolernes pensumlister, fylder en del.








